Mindst 100 millioner internet-brugere benytter den gratis posttjeneste Gmail fra Google og en stor del af dem blev berørt af et nedbrud tirsdag, som gjorde det umuligt at komme ind på tjenesten i flere timer. De tekniske problemer startede på et af Googles europæiske datacentre og spredte sig hurtigt til andre datacentre rundt om i verden.
I dette blogindlæg fortæller Google er der var tale om en fejl i ny softwarekode, som skal flytte brugernes data rundt mellem systemerne så de kommer geografisk tættere på ejerne. Google fortæller at man selv bruger Gmail internt og dermed også selv kunne mærke konsekvenserne af nedbrudet.
Men Google afviser altså, at der skulle være tale om et form for angreb mod systemerne. Alligevel har cyberkriminelle meget hurtigt udnyttet nedbrudet til at sprede inficeret porno og malware. I løbet af kort tid blev der nemlig oprettet en Google-gruppe med navnet »Gmail down«, som skulle lokke de ramte Gmail-brugere ind på sider med porno og skadelige programmer. Det fortæller sikkerhedsfirmaet Trend Micro.
Google-gruppen »Gmail down« havnede hurtigt øverst i søgeresultaterne, hvis man søgte på netop »Gmail down«. Den førte til en pornoside og nogle links, som hentede skadelige programmer ned på brugerens computer, hvis der blev klikket på dem.
Google-gruppen blev fjernet igen efter ca. 25 minutter, men hændelsen illustrerer, hvor hurtigt de cyberkriminelle arbejder, når der opstår en mulighed for at sprede inficerede filer til et stort antal brugere.
Og nedbrudet er måske ikke helt overraskende, når man tænker på, at Gmail stadig fem år efter sin lancering bærer betegnelsen »beta«. Normalt bruges »beta« til software, som ikke er helt færdig og stadig kan indeholde fejl og mangler og være ustabil. En stor del af Googles tjenester og applikationer har stadig betastatus, selvom de ligesom Gmail allerede har millioner af brugere.