Den svenske telestyrelse vil bortauktionere endnu en 3G-licens, som skal være specielt beregnet til de tyndt befolkede områder i vores naboland. Men det falder ikke i god jord hos de selskaber, som allerede ejer en 3G-licens i Sverige.
Derfor har mobil-giganten Vodafone nu sat udbygningen af sit netværk på standby, fremgår det af Telekom Online.
Selskabet har skrevet til de svenske myndigheder og forklaret, at salget af endnu en licens vil ændre Vodafones forretningsbetingelser markant. Derfor kræver Vodafone nu erstatning, og vil stoppe udbygningen af nettet i de nordlige områder af Sverige, såfremt den nye licens bliver til noget.