Aller Media, der er den tiende største danske udgiver på nettet, lægger nu sin internetstrategi om.
Mange brugere er ikke længere målet i sig selv - fremover skal profitten komme før populariteten, når det gælder bladkoncernens internetsites.
”Fremover skal der satses benhårdt på de sites, der ikke bare giver trafik, men som også kan levere indtjening, skriver Aller Media i en pressemeddelelse.
Eksempelvis betyder refokuseringen, at isabellas.dk og tidenskvinder.dk omlægges til shoppingsites, mens elle.dk, magasinetmad.dk og madogbolig.dk omlægges til såkaldte funktionssites med klart definerede funktioner som leverandører af henholdsvis modestof, madopskrifter og webTV baserede mad- og vinguides.
ComON har spurgt kommerciel direktør Jesper Ulsø, om baggrunden for strategiskiftet:
”Hvis det, du læser mellem linjerne er, at vi ikke synes, det er nok med høje besøgstal, så læser du rigtigt. Et højt besøgstal er ingen garanti for smør på brødet, og nu skal vi blive endnu bedre til at omsætte vores trafik til indtjening,” siger han.
Men andre sites, f.eks. ComON, lever da fint af de reklameindtægter, som et højt besøgstal kan afstedkomme?
”Tjoeh, men der er alligevel langt mellem snapsene. Man bliver ikke rig alene af redaktionelt indhold og bannere, og vi mener, at brugerne i stigende grad begynder at udvise ”banner-blindhed.” Og det meste af væksten på dette marked går jo til søgeordsannoncering,” siger Jesper Ulsø.
Aller Media A/S er den største udgiver af magasiner og ugeblade i Norden.