Sony vil hverken fortælle hvornår PS3-efterfølgeren kommer eller hvilken processor den skal indeholde, men det har ikke stoppet rygterne. Senest kan FGNOnline fortælle at PlayStation 4 er planlagt til 2012.
IBM har besluttet at stoppe udviklingen af den meget omtalte Cell-processor i PS3, og dermed er det altså givet, at PS4 ikke vil indeholde en ny Cell-model. Men måske bliver det alligevel IBM, der skal levere den nye processor.
FGNOnline skriver, at Sony har valgt IBMs Power7 arkitektur til sin kommende konsol. Power7 processoren kommer til servere i 2010. Sony vil så angiveligt bruge en skræddersyet, billigere version af Power7 i PS4.
Der tales om 6-8 kerner, 24-32 MB delt L3-cache, fire tråde per kerne, og en ydelse på 200 Gflops (dobbelt præcision). Det skulle angiveligt være mere end 10 gange hurtigere end Cell-processoren.
Sony har angiveligt valgt en GPU baseret på PowerVR Series 6 arkitekturen fra Imagination Technologies til PS4.
De tekniske specifikationer lyder ikke helt usandsynlige, men så længe der mangler en officiel bekræftelse fra Sony, er det svært at vurdere om informationerne er troværdige.