En Koldingenser mistede tirsdag morgen livet, da der udbrød brand i mandens hjem. En underbo lugtede røg og alarmerede brandvæsenet, men manden var allerede død, da de nåede frem.
Ifølge vagthavende ved Kolding Politi døde manden af røgforgiftning. Politiet har en mistanke om, at branden opstod i en computer, der stod på mandens bord. Den cirka 50-årige koldingenser lå og sov på en sofa tæt ved computerbordet.
»Manden har både en bærbar og en stationær stående på bordet. Men vi har nu tilkaldt en tekniker, der skal undersøge præcist, hvor branden opstod,« fortæller vagthavende til CRN.
Politiet vil indtil videre ikke oplyse, hvilke mærke computere der er tale om.