AMD's kommende processor-generation med 65 nanometer strukturbredde, der længe har været kendt under kodenavnet Barcelona, har fået et nyt navn: Phenom. I årets anden halvdel kommer to modeller med fire kerner, Phenom FX og Phenom V4, samt en dual-core-model med samme arkitektur, Phenom X2.
Phenom-varemærket skal fremoves bruges til alle AMD's high-end-processorer, mens mainstream-modellerne fortsat skal markedsføres under betegnelsen Athlon 64 X2. Navnet Barcelona bruges fortsat til AMD's server-processorer.
Ifølge AMD er regneydelsen forbedret med op til 40 procent i forhold til de nuværende cpu-modeller. Det skyldes blandt andet en integreret hukommelses-controller med direkte adgang til 128 KB L1-cache og 512 KB L2-cache i hver kerne. Desuden deles kernerne om en L3-cache på 2 MB.
I modsætning til Intel har AMD valgt at udvikle en ægte firekerne-processor, hvor alle kernerne er anbragt på samme chip. Intel har reelt kombineret to dobbeltkerne-processorer i sine quad-core-modeller. AMD omtaler selv den nye arkitektur som det største spring fremad siden skiftet fra 32- til 64-bit processorer tilbage i 2003.
Phenom bruger en helt ny sokkel kaldet AM2+, som kun findes på bundkort der understøtter »split power planes«. De nye processorer kan også anvendes med den ældre AM2-sokkel, men her skulle strømforbruget være omkring 10 procent større end med AM2+, der blandt andet giver mulighed for at drosle processorens taktfrekvens i dvaletilstand.
Mod årets slutning kommer et produkt fra AMD med kodenavnet FASN8, der giver mulighed for at kombinere to firekerne-processorer, AMD's nye ATI Radeon HD 2900 XT grafikkort og et nyt chipsæt.