Grafikken var sjældent imponerende, da man spillede computerspil i forrige årtusinde - til gengæld kunne musikken og lydeffekterne være så enerverende, at de var svære at få ud af hovedet igen.
Derfor kan de fleste sikkert stadig nynne med på titelmelodierne til Bubble Bobble, Giana Sisters og alle de andre klassikere. Det kan medlemmerne i den danske gruppe "Press Play On Tape" i hvert fald.
Bandet kalder sig for et "Commodore64 revival band". Det vil sige, at bandet har gjort det til sit varemærke at genindspille de gamle spil-klassikere til rock- og pop-numre.
Roskilde Festival har netop offentliggjort, at den danske gruppe skal optræde på årets festival. Hvis man gerne vil høre C64-rock, men ikke vil risikere Roskilde-smatten, så kan gruppens hjemmeside anbefales.
Her er det for eksempel introsangen til bilspillet Outrun (lydfil).
På hjemmesiden finder man også koncertvideoer, hvor numre fra Great Giana Sisters, Monkey Island og Bubble Booble bliver taget under kærlig behandling.