Danmarks virksomheder belaster miljøet meget mere end strengt nødvendigt. Det kan ændres med grøn it.
"It bliver en klima-helt også for de små og mellemstore virksomheder. It-løsninger kan over en bred front reducere danske virksomheders energiforbrug - uanset om det gælder brug af udstyr, håndtering af data, energirigtige boliger eller transport," siger Keld Jersild Olsen, formand for IT-Branchens Grøn it-kampagne.
IT-Branchen er gået sammen med Videnskabsministeriet og DANSK IT om et sæt gode råd, som virksomhederne kan bruge til at gøre profilen grønnere.
Anbefalingerne, som har videnskabsministeren som afsender,
indeholder eksempler på erfaringer med grøn it fra en række danske virksomheder. Blandt eksemplerne er hjemmearbejdspladser, hvor der spares energi og co2-udslip fra transporten mellem hjem og arbejde.
Sjovt nok er der samme dag som offentliggørelsen af videnskabsministeriets anbefalinger andenbehandling i Folketinget af lovforslag 199 fra Skatteministeren.
Lovforslaget, der på forhånd er sikret flertal, indeholder den berygtede multimedieskat, der straffer folk for at tage en arbejdspc-pc med hjem.
Ifølge en lang række faglige organisationer vil multimedieskatten med sin økonomiske afstraffelse virke stærkt begrænsende på folks lyst til at arbejde hjemme.
Der er dog også andre måder at gøre virksomhedens energiprofil mere klimavenlig, fremgår det af det nye ide-katalog:
"Eksempler i kataloget viser, at brug af telekonferencer, serverkonsolidering og intelligent styring af bygningers energiforbrug har en gavnlig effekt på både miljøet og virksomhedens bundlinje, siger Peter Dreyer, bestyrelsesmedlem i DANSK IT og ansvarlig for foreningens arbejde med grøn it.
Ide- og videnskataloget "Grøn it i din virksomhed - Ideer og inspiration til en grønnere profil" præsenteres på OECD-konferencen om grøn it i Helsingør som åbner i morgen onsdag.