Det seneste årsregnskab for 3 Skandinavien viser en stor kundetilgang.
3 havde det ellers ret svært, da selskabet startede aktiviteterne i Danamark i sin tid. Netværket og kundeservicen skulle først op i omdrejninger, og de havde meget negativ omtale i starten. Men de tider ser ud til at være ovre nu, og 3 har i flere tests vist sig at have det bedste 3G-netværk herhjemme. Og kunderne ser nu ud til at strømme til.
Årsregnskabet for 2009 for 3 Skandinavien, der inkluderer 3 Danmark og 3 Sverige, er netop blevet offentliggjort. Det viser, at der var en kundetilvækst på hele 27 procent i fjor, således at 3 nu samlet har næsten 1,6 millioner kunder i de to lande. Til sammenligning vokser markedet generelt kun omkring 6 procent.
Samtidig havde 3 Skandinavien en omsætningsfremgang på 13 procent, mens resultatet før renter, afskrivninger og skat steg fra et underskud på 81 millioner kroner i 2008 til et overskud på 332 millioner kroner i 2009.
Årsregnskabet, der dækker 3 Danmark alene, forventes offentliggjort senere på foråret.