Ved en stor anlagt ceremoni i London blev det danske sikkerhedsfirma SoftScan i denne uge kåret som Europas bedste spamfilter-leverandør. SoftScan var finalist i to kategorier - bedste spamfilter og bedste content filtering - og vandt dem begge.
»Vi er enormt stolte over at have vundet disse priser. Vi var oppe mod nogle af de største navne i industrien, og vandt. Det er helt fantastisk,« siger marketingchef i SoftScan, Bo Engelbrechtsen, og fortsætter:
»Vi deltog uden de store forventninger. Vi var glade for bare at være kommet til finalen - vi havde overhovedet ikke drømt om at vinde. Vi er stadig en lille spiller på det engelske marked - så at tage til London og slå konkurrenterne på hjemmebane er utroligt,« siger han.
1300 produkter fra mere end 300 firmaer var nomineret i 43 kategorier. SoftScan var det eneste skandinaviske firma i finalen.