Nu er der kommet endnu en mulighed for at sikre dine digitale familiebilleder og resten af harddisken.
Danske Keepit.com offentliggjorde i denne uge, at firmaet lancerer en simpel service til online backup.
Med et lille program installeret på computeren sørger Keepit for at lave daglige backup af de ønskede filer. Første gang skal brugerne uploade hele den ønskede del af harddisken, men efterfølgende er der tale om inkremental backup, så kun de ændrede eller helt nye filer sendes til brugerens digitale opbevaringsboks hos Keepit. Det sker via en 442 bit krypteringsnøgle.
Keepit tilbyder en gratis basisversion med loft på to GB, men de lidt mere krævende brugere kan tilkøbe mere plads.
Keepit understøtter i øjeblikket ikke Mac, men produktchef Kresten Bach Søndergaard lover, at Mac-brugere får mulighed for at lege med inden udgangen af marts 2008.
Det primære fokus for det nystartede firma er de danske privatforbrugere, men produktchefen håber også, at små og mellemstore virkesomheder vil overveje at bruge servicen. Firmaet har også planlagt en international satsning i 2008.
Keepits program ligger i øjeblikket i en version 0.9, der løbende opdateres. Man kan følge udviklingen på virksomhedens blog.
Keepit er grundlagt af firmaet Cohaesio A/S, der også ejer webhotellet Surftown.