Microsofts C5 er anerkendt som et økonomistyringssystem for små- og mellemstore virksomheder, men Conzerns aftale med Dansk Droge vidner nu om, at ERP-systemet også har en fremtid blandt større virksomheder såsom Dansk Droge, der producerer multivitaminer. De er blandt andet kendt for at levere produkterne Gerimax, Livol og Futura.
Aftalen i mellem de to virksomheder indebærer i første omgang blandt andet implementering af produktionsstyring, en trådløs PDA-løsning med scanner og overførsel af C5 til en SQL-server. Efterfølgende kommer aftalen også til at indeholde løbende servicering og udvikling af alle forretningsgange, der er knyttet til ERP-systemet.
Hos Conzern er man overbevist om at styresystemet, der især er udbredt blandt små- og mellemstore virksomheder, har en fremtid hos de større virksomheder.
»Vores strategi har i lang tid været meget klar: Vi vil gå efter større ordrer og større virksomheder. Målsætningen har i længere tid været indfriet, men aftalen med Dansk Droge er den hidtil største. Derfor sætter det endnu engang en tyk streg under, at vi appellerer meget til de rigtigt store kunder,« forklarer Danny Fogel, indehaver af Conzern i en pressemeddelelse.