En ny læk fra de seneste tophemmelige forhandlinger om ACTA traktaten er dukket op. Traktaten er en handelsaftale mellem en række vestlige lande, deriblandt USA og Danmark via EU. Traktaten vil stå over lovgivningen i de lande der tiltræder den. Det er primært den amerikanske rettighedsindustri der står bag det oprindelige udkast til traktaten.
Tidligere læk har beskrevet, at traktaten vil medføre grænsekontrol af iPods, 3 strikes ordningen, og gøre teleselskaber ansvarlige for kundernes adfærd på nettet. Det vil reelt føre til massiv blokering af sites i nettets juridiske gråzone.
Men i den nye læk, som EU's forhandler Pedro Valasco Martins, ifølge den canadiske juraprofessor Michael Geist, står bag, afviser forhandlerne ovenstående skrækscenarie.
”Det var en smule fremskridt i forhold til gennemsigtighed i forhandlingerne. Parterne blev enige om at opdatere det officielle resume for at inkludere de seneste diskussioner og imødegå de urimelige rygter om der cirkulerer om ACTA (kontrol af bærbare og iPods ved grænser, tvungen 3-strikes etc.). Der er dog ikke enighed om at offentliggøre forhandlingsteksterne. NZ( New Zealand) tilbød at organisere et møde mellem parterne ved næste forhandling,” hedder det i det lækkede dokument.
Ved mødet blev afsnittet om regler for internettet også diskuteret. For første gang skete det på basis af andre landes respons til USA’s forslag. På grund af tidsnød nåede parterne ikke ind på diskussionen om ”tekniske beskyttelses metoder”. I stedet fokuserede forhandlingerne på afklaring af forskellige tekniske forskelle på EU og USA. Men det strandede på for lidt indsigt i systemerne, hedder det i det lækkede dokument.
Parterne mødes igen den 12.-16. april i New Zealand.