Den tidligere indehaver af Itbutikken, Peter Sunesen fra Viborg kritiserer det danske Forbrugerklagenævn for at have fejlfortolket norsk lovgivning. Hans kritik kommer efter, at nævnet tidligere i år har pålagt Peter Sunesens nuværende selskab, PVHS at følge norske regler og tilbagebetale købsprisen for et defekt digitalkamera solgt til en norsk kunde tilbage i 2001.
Fire og et halvt år efter købet klagede kunde over at kameraet ikke længere vil tænde og hævdede, at han havde fem års reklamationsret.
Men kunden kan ikke forvente, at et kamera købt i 2001 kan holde meget mere end nogle få år, siger Peter Sunesen, der hævder at fem-årsreglen slet ikke gælder for så gamle kameraer.
»Forbrugerklagenævnet læser de norske regler forkert og tager ikke hensyn til hvorvidt et kamera kan holde i så lang tid,« siger Peter Sunesen, der fastslår, at han ikke vil tage hensyn til den danske afgørelse.
Kritikken bliver afvist af fuldmægtig Henrik Lundgaard Sendemark i Forbrugerstyrelsen, der forklarer, at udenlandske kunder ifølge internationale retskonventioner kan kræve at en dansk retsinstans følger norske regler. Han fremhæver, at det danske nævn har fået hjælp fra det norske Forbruker Europa og støtter sig til en dom fra norske Høyesteret som fastslår, at der er fem års levetid for forbrugerelektronik.
»Den norske højesteretsdom siger, at det afgørende er, hvilken holdbarhed forbrugeren har forventet,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark.