I disse dage dumper opkrævninger fra det amerikanske internet-firma Domain Registry of America ind hos et stort antal danske virksomheder og privatpersoner. Firmaet kræver betalingen for domænenavne med endelser som .com, .org, .info og .biz.
Problemet er blot at det er fup-regninger, da virksomhederne allerede en gang har betalt for domænenavnene hos deres almindelige internet-udbyder. Landets største udbyder af domænenavne, DanDomain, vurderer over for Børsen, at 40 procent af de 10.000 kunder som har registreret et internationalt domænenavn hos firmaet, har modtaget de falske regninger fra USA.
Regningerne ligner fornyelser af ens eksisterende portefølje af internationale domænenavne, men i virkeligheden er der tale om, at kunden skal skifte til Domain Registry of America.
De falske regninger bliver typisk sendt ud lige før kunderne modtager de rigtige domæne-regninger. Datoen for regningsudsendelserne kan nemlig findes på internettet med den rigtige software.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Domain Registry of America forsøger at lokke penge ud af danske virksomheder og privatpersoner. I maj i år advarede Forbrugerstyrelsen om det samme firma og præcis de samme metoder.