Microsoft har nu officielt sænket prisen for sin spilkonsol Xbox 360. Den europæiske pris for Xbox 360 Arcade er sat ned med 80 euro til 199 euro eller omkring 1.500 kroner. Arcade-udgaven indeholder ingen harddisk.
Den lidt dyrere Xbox 360 med 20 GB harddisk og trådløs controller koster nu 269 euro, og luksus-modellen Xbox 360 Elite med 120 GB harddisk er sat ned til 369 euro. Det er ligeledes en prissænkning på 80 euro.
Med den seneste prisnedsættelse er Xbox 360 igen billigere end både Nintendo Wii og Sony PlayStation 3. Den officielle europæiske pris for Nintendo Wii er 250 euro, mens PS3 koster hele 400 euro.
Det er stadig usikkert om Microsoft vil tilbyde et Blu-ray-drev til sin Xbox 360. Hidtil har Microsoft kun solgt et eksternt HD DVD-drev til Xbox 360, men dette format må nu betegnes som dødt.