Computerworld News Service: Microsoft fortæller i denne uge, at virksomheden vil til at arbejde sammen med en kinesisk producent af styresystemer om at skabe cloud-produkter til det kinesiske marked.
Tiltaget skal hjælpe den amerikanske virksomhed med at sælge produkter til de kinesiske myndigheder.
China Standard Software, der er Microsofts kinesiske partner, har udviklet et Linux-baseret styresystem sammen med Kinas National University of Defense Technology, og styresystemet ved navn NeoKylin er allerede godkendt af en række myndigheder.
NeoKylin er beregnet til regeringsmyndigheder, forsvarsmyndigheder, energi- og andre sektorer i den kinesiske økonomi, og meningen er, at den skal mindske Kinas afhængighed af importerede styresystemer.
Microsofts aftale med det Shanghai-baserede firma, China Standard, betyder, at de to virksomheder skal bygge produkter baseret på Microsofts Hyper-V Open Cloud-arkitektur. Produktet skal fungere sammen med China Standards Linux-baserede NeoKylin server-styresystem.
Hurtig cloud-vækst
Ifølge aftalen skal Microsoft og China Standard i fællesskab udvikle og sælge private og offentlige produkter til cloud computing.
Microsoft og China Standard vil desuden i fællesskab sponsorere et laboratorium til virtuel teknologi i Beijing, der skal arbejde på at gøre Neokylin i stand til at samarbejde med Microsofts Hyper-V Cloud-arkitektur.
Leverandører og analytikere forventer hurtig vækst på Kinas marked for cloud computing.
En undersøgelse fra analysehuset Gartner fortæller, at 55 procent af de kinesiske respondenter gerne vil bruge mere end 10 procent af deres totale it-budget på cloud computing. Det skal sammenlignes med 42 procent i Europa og 49 procent i USA.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen