Smartphones storsælger, og selv om telefonerne er smarte, er batterierne det sjældent.
Derfor kan du nemt risikere at stå med en telefon, der har svært ved at holde til en hel dag på farten, medmindre du slatlader den undervejs.
Heldigvis kan du med et par små finter forlænge mobilens batterilevetid, så du slipper for at jagte stikkontakter.
Vi er klar med seks gode råd:
1) Justér lysstyrken. Skærmen er en af de helt store strømslugere på en smartphone, og derfor kan det betale sig at skrue langt ned for lysstyrken. Du skal naturligvis stadig være i stand til at se, hvad der foregår på skærmen, men denne finte kan selv med små justeringer forbedre dit batteris levetid dramatisk.
2) Få hurtigt skærmen til at gå på standby. I mobilens indstillinger kan du bestemme, hvor længe skærmen skal være tændt, efter du har betjent den. Ofte kan det være et helt minut. Det er praktisk, hvis du sidder og læser noget på skærmen, men hvis batterilevetiden er vigtig, kan det svare sig at skrue ned, så skærmen måske går på standby efter 10-15 sekunder.
3) Sluk for Bluetooth og Wi-Fi. Hvis du ikke bruger Bluetooth eller Wi-Fi, så sluk for forbindelserne, så du ikke bruger strøm på dem. Hvis du bruger Wi-Fi, kan du manuelt slå det trådløse netværk til og fra. Der findes blandt andet apps, der kan gøre det, og du kan placere dem på mobilens hovedskærm. Dermed skal du ikke ind i indstillingerne, hver gang du skal slå Wi-Fi til og fra.
4) Brug GPS mindst muligt. GPS'en æder hurtigt en stor del af dit batteri. Derfor er det en rigtig god idé at være påpasselig med at bruge programmer, der er afhængig af din position som eksempelvis korttjenester. Du kan i telefonens indstillinger slå GPS-funktionen helt fra, hvis du vil være helt sikker på at spare på strømmen.
5) Slå vibration fra. Har du virkelig brug for, at din telefon brummer og danser samba i din lomme? Slå vibration fra, hvis du kan undvære denne funktion, og du vil spare lidt på mobilens kræfter.
6) Køb et ekstra og bedre batteri. Hvis du ikke kan undvære alle de smarte funktioner, kan den ultimative løsning være at købe et såkaldt extended battery. Det er nærmest dobbelt størrelse af det originale batteri, der fulgte med din telefon. Til gengæld holder det også dobbelt så lang tid. Det vil dog betyde, at din telefon vil bule ud på bagsiden. Der følger ofte et nyt bagside-cover med, når du køber et extended battery. I en kommende artikel gennemgår vi, hvordan du får fingre i de fede batterier med den lange levetid.