Læs også:
Dine lokationsdata er personlige og private
Nu indsamler Apple alle dine geografiske data
27.000 sydkoreanske iPhone-brugere hævder, at it-selskabet Apple har snaget i deres privatliv ved at høste og uretsmæssigt gemme brugernes opholdssteder via iPhone-telefonens GPS.
Hver person i massesøgsmålet kræver en millon won (4.814 kroner) af Apple, hvilket tilsammen løber op i 130 millioner kroner.
Det skriver Washington Post.
En af sagsøgerne, Kim Heyong-seok siger ifølge Washington Post, at han går i kødet på Apple for at beskytte privatlivets fred. Apples talsmand i Sydkoreas hovedstad Seoul, Steve Park, har ikke ønsket at kommentere sagen over for avisen.
Apple har betalt før
Siden det kom frem i april, at Apple indsamlede brugerens væresteder igennem deres iPhones, har der været heftig kritik af selskabet for at gemme brugernes lokationsdata fra nærtstående mobilmaster og WiFi-hotspots i op til et år.
Apple forklarede dengang, at en software-fejl gjorde, at placeringen af iPhone-brugernes telefoner stadig blev sendt til æbleselskabets servere, selv om lokationsservicen på telefonen var slukket.
Sydkoreas telestyrelse har tidligere denne sommer beordret Apple til at betale tre millioner won for at have brudt med landets love omkring håndteringen af lokationsinformationer.
Retssagen med de 27.000 sagsøgere forventes at begynde i oktober eller november.