Tyvstart og hent Firefox 6 allerede nu
Det er kun ganske kort tid siden, at Mozilla slap internetbrowseren Firefox 5 løs, men Mozilla fortsætter spurten og har nu åbnet op for FTP-adgang til Firefox 6, hvad enten du bruger Mac, Windows eller Linux.
Modsat tidligere dikterer Mozillas nye udviklermodel, at nye browser-versioner kommer væsentligt hyppigere, men også at ændringerne - sammenlignet med forrige version - er mindre omfattende.
Der er endnu ikke tale om den "officielle" lancering, selv om denne ventes at ske når som helst i denne uge. Når du installerer Firefox 6, bliver du da også mødt med en webside, der omtaler browseren som "Firefox 6 beta".
Vi har imidlertid nærstuderet browseren og konstateret, at der ikke er tale om en betaudgave, så faktum er bare, at velkomstsiden endnu ikke er opdateret.
Hurtigere
Browserens interface forbliver mere eller mindre uændret, men selve motoren er optimeret, og Mozilla proklamerer blandt andet, at Firefox 6 starter hurtigere end sin forgænger og i nogle tilfælde bruger 30 procent mindre hukommelse.
Webudviklere kan samtidig glæde sig over tilføjelsen af en decideret udviklermenu.
Du kan hente de forskellige danske udgaver af Firefox her herunder:
Firefox 6 til Windows
Firefox 6 til Mac OS X
Firefox 6 til Linux x86-64