Læs også:
Vi er helt syge efter sundheds-information på nettet
Når danskerne besøger lægen og beklager sig over knas med knæet, koster det tre gange så meget, end hvis de havde mailet til doktoren og skrevet, at de har knas med knæet.
I rapporten 'Online konsultationer' benytter professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School de tal til at sætte fokus på, hvordan sundhedsvæsenet i lighed med kommunerne kan sætte kanalstrategier som mail-konsultationer på dagsordenen for at sikre patienterne den billigste henvendelseskanal uden at forringe servicen hos lægen.
I lighed med udfordringen med at lokke borgerne over på selvbetjeningsløsninger i de kommunale borgerservicecentre er en forøgelse af mail-konsultationer dog heller ikke helt uproblematisk.
Både mailer og besøger lægen
For selv om der er over en million flere mail-konsultationer i dag (2.252.000 i 2010) sammenlignet med i 2006 (431.326), så er Kim Normann Andersen dog ikke ubetinget begejstret over udviklingen.
Det skyldes, at det er personer på mellem 60 og 74 år, der tegner sig for den største ibrugtagning af mail-konsulationerne i de senere år.
"Selvom det er billigere for det offentlige at refundere e-mail-konsultationer end dagkonsultationer, så synes de ældre at tage begge kanaler i brug i stedet for at vælge," lyder det fra Kim Normann Andersen på CBS' hjemmeside.
"Denne gruppe tegner sig årligt for over seks millioner konsultationer i dagstimerne. Indregnes telefonkonsultationer og aftenkonsultanterne, tegner de sig for godt 15 millioner konsultationer årligt. Det er derfor ikke usandsynligt, at ældregruppen vil belaste konsultationerne i et så stort omfang, at pengekassen i det offentlige kommer under kritisk pres på et tidspunkt," fortsætter CBS-professoren.
Søger sig til et dyrt sundhedsvæsen
Kim Normann Andersen har også de økonomiske briller på, når han i sin dugfriske rapport påpeger, at udover mail-konsultationer kan den stigende sundheds-informationssøgning på nettet også give økonomisk bagslag.
"De nye digitale muligheder kan give anledning til en markant vækst i sundhedsudgifterne, givet borgerne bliver opmærksomme på sygdomme gennem online fora og efterfølgende giver anledning til et efterspørgselspres," lyder det i rapporten 'Online konsultationer'.
Tal fra Danmarks Statistiks databank viser, at der i lighed med mail-konsultationerne er en vækst i de fysiske og telefoniske konsultationer i stort set alle aldersklasser.
Taster mest i Midtjylland
Rapporten peger også på, at der er store regionale forskelle på, hvem der sender mails til lægen.
Ifølge CBS-undersøgelsen er det i forhold til indbyggertal hovedsageligt midtjyder og københavnere, der sender mails til lægen, mens indbyggerne i Region Syddanmark er de mindst flittige ved tasterne, når sygdommen er over dem.
Selvom der er vækst i alle regioner, tyder udviklingen noget overraskende på, at forskellene mellem de forskellige regioner bliver større og større, siden email-konsultation blev introduceret i 2009.