Apple bliver ved med at storme frem, viser virksomhedens regnskab for tredje kvartal, der netop er blevet offentliggjort.
Særligt et godt salg af iPhone 4 og iPad 2 er med til at hælde penge i lommerne på Steve Jobs og co.
Apple har solgt lidt over 20 millioner iPhones på tre måneder, hvilket er næsten halvanden gang mere end i samme periode sidste år.
Salgstallet er for Apples regnskabsårs tredje kvartal - en tremånedersperiode, der sluttede den 25. juni.
I kø for iPad 2
Inkluderet er altså marts, hvor iPad 2 kom på gaden i USA og skabte lange køer foran Apples butikker. Selv måneder senere har der været daglige køer omkring åbningstid, fordi hver butik kun har modtaget mindre leverancer.
Dermed har Apple solgt lidt over ni millioner iPads i perioden, hvilket er næsten dobbelt så mange som sidste år - 182 procent flere.
Apple langer også flere Mac-computere over disken. Næsten fire millioner blev det til i tremånedersperioden, hvilket giver en lille stigning på 14 procent.
Færre køber iPods
Dog er salgstallet for iPod'en, der for alvor var med til at sparke liv i Apple igen, i fald.
Men selv med et fald på 20 procent er der stadig blevet solgt 7,5 millioner iPods verden over.
Salg af æbleprodukter uden for USA stod for 62 procent af periodens indtægter.
Skovler penge ind
Kvartalsregnskabet viser en omsætning på 150 milliarder kroner og et nettooverskud på 39 milliarder kroner.
Det kan sammenlignes med samme periode sidste år, hvor der var en omsætning på 83 milliarder kroner og et nettooverskud på 17 milliarder kroner.