Læs også Danske Omada vinder stor Microsoft-pris
Danske ProActive spiller en nøglerolle, når Microsoft i denne uge samler 15.000 deltagere til den årlige World Partner Conference i Los Angeles.
Det danske it-hus er nemlig på forhånd udråbt til en af de tre bedste partnere, når det gælder online services eller cloud løsninger.
Cloud computing er et af hovedemnerne på den fire dage lange konference for softwaregigantens partnere.
Den alenlange partnerliste nærmer sig en halv million firmaer i alle størrelser og tæller både de it-virksomheder, som sælger Microsofts produkter og de leverandører af hardware og software, som bruger Microsoft-produkter i deres egne produkter.
Selvom ProActive ikke skal have overrakt en af de 11 priser på partnerkonferencen, som danske Omada, så er nomineringen blandt de tre bedste en international anerkendelse.
Microsoft har de sidste to år sat fuld fart på virksomhedens satsning på cloud løsninger med Azure og senest Office 365.
Dedikeret cloud-team
Det er nogenlunde den samme periode, som ProActive har haft et dedikeret cloud team, som ifølge selskabets direktør Mikkel Aude har gjort det muligt for Proactive at levere cloud løsninger til over 70 danske kunder i takt med, at Microsoft har fået løsningerne på hylderne.
Derfor er ProActive kommet i fint selskab med Accenture og Avanade samt vinderen Slalom Consulting i pris-kategorien "Online Services Solution Partner of the Year."
Dermed er ProActive også blandt de partnere, der for alvor har handlet på Microsoft-topchefen Steve Ballmers ord. På partnerkonferencen for to år siden sagde han:
"I det lange løb ligger forretningsmuligheden i at levere værdi i forbindelse med de hostede standardløsninger. Og så må vi bare konstatere, at hvis man ikke kan lide forandring, så er it-branchen, nok ikke det rigtige sted at være," sagde Steve Ballmer
Med hvor det sker
"Det er jo derfor vi tager med til disse partnerkonferencer; for at lytte ind på, hvad Microsoft vil og dermed sætte en retning for videreudvikling af vores forretning. Så vil du være en partner, der er førende på MS-platformen, så skal du også være førende på cloud.," siger Mikkel Aude og fortsætter:
"Cloud-satsningern har givet os en større bredde i at skulle tale mere forretning med kunderne. Cloud er jo ikke svaret på alt men en rigtig god ny mulighed for at tale nye forretningsmuligheder med kunderne og dermed udvide og optimere deres forretning."
Tilbagegang
ProActives satsning på online løsninger har dog ikke kunnet bremse en økonomisk tilbagegang i 2010. Omsætningen gled fra 77,4 millioner kroner i 2009 til 64,5 millioner kroner i 2010, mens overskuddet af den primære drift faldt fra 8,8 millioner til 2,3 millioner kroner i samme periode.
"Nomineringen er en stor anerkendelse fra Microsoft. En blåstempling af, at det arbejde vi laver på cloud området også har stor betydning overfor kunderne; samt at de penge og den tid, vi har investeret i vores cloud team, er rigtig godt givet ud ," siger Mikkel Aude.
Det er da heller ikke den eneste Microsoft-anerkendelse, det er blevet til for ProActive trods et hårdere økonomisk år.
I efteråret blev virksomheden kåret som Årets Partner 2010 for Microsoft Danmark, blandt andet med henvisning til arbejdet med cloud, men også for den store vækst i årene før 2010.
En varm partner-kartoffel
Selvom ProActive har formået, at få Microsofts cloud computing gjort til en platform for fremtidig vækst, så er emnet også en varm kartoffel i softwaregigantens store partnermiljø.
For uden de mange partnere til at sælge og udvikle løsninger næppe ville være i nærheden af den nuværende størrelse.
Hver gang Microsoft i Danmark omsætter for en krone, så omsætter de 3.800 danske partnere for ni kroner.
Det er lidt mere en gennemsnittet for Microsofts partnere i Europa, som omsætter for otte kroner, når Microsoft omsætter for en krone i Europa.
Men usikkerheden og overgangen blandt nogle partnere vokser. For hvordan vil Microsoft drive partnerskabet i fremtidens cloud baserede it-paradigmeog ikke mindst sikre overgangen for de mange trofaste virksomheder, der i høj grad har været med til at skabe Microsofts dominans på softwaremarkedet.