2010 var året, hvor det danske marked for it-services spiste sundt og igen fik farve i kinderne.
"Efter et vanskeligt 2009 er det danske marked for it-services begyndt at få det bedre, og omsætningen voksede i 2010 med 1,2 procent," fortæller Annsofie Petersson, analytiker hos IDC Sverige.
Selv om investeringer i 'project services' igen begynder at tage fart med fokus på at modernisere eksisterende applikationer og infrastruktur, så var outsourcing alligevel den kraftigst voksende it-tjeneste med en vækst fra 2009 til udgangen af 2010 på 1,8 procent.
I år ligger BEC (tidligere Bankernes EDB Central) blandt de fem største leverandører af it-tjenester herhjemme.
Højdespringeren for så vidt angår vækst, er NNIT, hvor omsætningen på IT Services fra 2009 til 2010 voksede med 10,1 procent
På vej mod de 36 milliarder
Om den totale omsætning siger Annsofie Petersson:
"I kroner og ører blev der totalt set på det danske marked for it-tjenester omsat for 32,4 milliarder kroner i 2010 svarende til en vækst på 1,2 procent i forhold til 2009."
IDC vurderer, at den årlige akkumulerede vækstrate fra 2011 til 2015 vil være på 2,4 procent, hvilket betyder, at markedet i 2015 når en værdi på 36,43 milliarder kroner.