Alt om den nye iPhone fra Apple

Selvom stort set alle funktioner allerede var kendt på forhånd, formår Apples nye iPhone 4 stadigvæk at stjæle rampelyset. Se hvad Apples nye smartphone kan.

Alt om den nye iPhone fra Apple

Nøjagtig som forventet indtog Steve Jobs i går scenen i Moscone-centret i San Francisco ved Apples udviklermesse for at afsløre firmaets kommende iPhone.

Det meste af luften var allerede taget ud af ballonen.

Tilbage i april afslørede webloggen Gizmodo nemlig en prototype af iPhone 4 for omverdenen. Mobilen var glemt på en ølstue af en meget uheldig Apple-ingeniør.

Det tog ikke gadget-entusiaster lang tid at gætte sig frem til de fleste funktioner og nyskabelser i iPhone 4, og derfor havde Steve Jobs mere end svært ved at imponere og overraske, som der ellers er tradition for.

Alligevel er en stor del af den amerikanske presse imponeret over den nye iPhone.

Apple tillod akkrediterede medier at lege lidt med den nye iPhone efter lanceringen, og førstehåndsindtrykket er overvejende positivt.

Skærmen er fantastisk

Det er især skærmen på iPhone 4, der stjæler overskrifter.

Den har fire gange så høj opløsning og fire gange bedre konstrastforhold end skærmen på iPhone 3GS. Det betyder 960 x 640 pixel spredt ud over 3,5 tommer.
- Skærmen er vinduet ind til dine apps og dit indhold. Vi har skabt det bedste vindue på planeten, sagde Jobs.

Anmelderne er vist enige.

Gutterne fra Engadget.com skriver:
- Den er uhørt lækker…Vi overdriver ikke, når vi siger, at det er den bedste skærm på en mobiltelefon nogensinde.
Slashgear.com er enige og skriver:

- Vi blev blæst væk af, hvor nemt det er at læse på skærmen, selv når du zoomer helt ud. Lige pludselig begrænses du af dine øjne, ikke af skærmopløsningen.

Stål og glas

iPhone 4 består hovedsageligt af glas og stål. Bagsiden kreeret af en helt ny form for keramisk glas, der ifølge Apple er 20 gange mere stift og 30 gange mere hårdført end plastik. Rundt om mobilen sidder en stålring, der ud over at stabilisere hele konstruktionen også fungerer som antenne til 3G, WiFi og Bluetooth.

Ved at kreere iPhone 4 på den måde er det lykkedes at gøre mobilen 24 procent tyndere end iPhone 3GS.

iPhone 4 måler nemlig blot 9,3 millimeter og vejer 137 gram.

John Gruber fra Daringfireball.net skriver at:
- Byggekvaliteten er fantastisk. Den føles kompakt og ubøjelig. Ud over at være tyndere end 3GS, så er iPhone 4 også smallere. Skærmen er næsten lige så bred som hele enheden, og den føles mindre i hånden.

IGN.com konstaterer at:
-...Selvom du er fortrolig med den, så ser og føles iPhone 4 som en helt ny enhed.

Det er dog også visse ulemper ved det nye design:
- Den nye glasbagside føles fantastisk, men den skaber et nyt problem: fedtfingre ikke blot på fronten, men også på bagsiden. Forhåbentlig kan du godt lide at pudse den, skriver Wired.

Skyder video i HD

Den nye iPhone har et forbedret kamera med fem megapixel, der også er i stand til at skyde video i 720p HD-opløsning med 30 billeder i sekundet.

Steve Jobs sagde, at det ikke handler om megapixel, men om at tage bedre billeder.

Derfor er billedsensoren gjort større i forhold til de tidligere modeller, og så er den bagbelyst for bedre ydelse under svære forhold.

Der vil også være en speciel iMovie-app, så du kan redigere videoer på iPhone, indsætte effekter og dele resultatet med venner og familie.

Gizmodo.com er kommet i besiddelse af et original-foto fra iPhone 4, der angiveligt ikke er blevet billedbehandlet. Mobilen ser ud til at tage fine fotos under optimale lysforhold, men det er stadigvæk uvist, hvordan iPhone 4 opfører sig inden for i "look good lighting."
Se fotoet her!

Nyt operativsystem med multitasking

iPhone 4 kommer med fjerde version af iPhone-operativsystemet, der nu er blevet omdøbt til iOS4. Apple lover over 100 nye funktioner, men mest interessant er uden tvivl understøttelsen af multitasking. Du kan nu køre flere apps på samme tid, og ifølge Steve Jobs er funktionaliteten implementeret på en måde, så det hverken går for hårdt ud over ydelsen eller batterilevetiden.

TechCrunch.com skriver, at multitasking på iPhone fungerer "formidabelt", og at det eksempelvis er fedt at kunne have internetradio kørende i baggrunden på iPhone, mens du bruger den til andre ting.

Hjertet i den nye mobiltelefon er den samme A4-processor, som vi også kender fra iPad, og det betyder åbenbart masser af fart.
- Menuen reagerer utrolig hurtigt, og apps loader på ingen tid. Vi har haft mulighed for at bruge OS 4.0 multitasking på iPod Touch og iPhone 3GS med gode resultater, men på iPhone 4 er det mærkbart hurtigere, skriver IGN.com.

Apple lover op til syv timers taletid via 3G, seks timers internet, 10 timers video og 40 timers musikafspilning på en enkel opladning.

Videochat...via Wi-Fi

Steve Jobs brugte sin velkendte "Oh, one more thing"-bemærkning, da han introducerede videochat-funktionen i iPhone 4. Den hedder FaceTime og gør det muligt at bruge VGA-kameraet på fronten samt kameraet på bagsiden til videochat.

Der er dog visse begrænsninger. Personen i den anden ende skal også have en iPhone, og I skal begge være koblet til nettet via WiFi. FaceTime virker nemlig i øjeblikket ikke via 3G. Forklaringen fra Steve Jobs lød på, at Apple skal have mere tid til at diskutere emnet med teleselskaberne.

iPhone 4 kommer med enten 16 eller 32 gigabyte hukommelse og i farverne sort og hvid. Den kan forudbestilles i USA fra den 15. juni, og de første mobiler leveres til forbrugerne den 24. juni.

Danmark og 17 andre lande får selskab af iPhone 4 en gang i løbet af juli.

Prisen i USA er henholdsvis 199 og 299 dollar, cirka 1.200 og 1.800 kroner, med en toårig kontrakt. I Danmark kan vi forbrugere kun bindes i op til seks måneder. Regn derfor med en væsentlig højere pris i Danmark og/eller et dyrt abonnement i de første seks måneder.

Se Apples reklamevideo for iPhone 4 her!

Læs mere om iPhone 4 her!

Galleri: Flere fotos af den nye iPhone




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere