Test: NAS du kan vokse med
Qnaps fysisk og prismæssige overkommelige netværksharddisk TS-219P+ Turbo NAS etablerer allerede fra starten et tillidsforhold til brugeren, der gør at man godt tør betro den arbejdet med at håndtere filer.
Nu hænger trygheden og mængden af filerne selvfølgelig sammen med størrelsen og kvaliteten af de harddiske, man vælger at montere i dyret.
Men det er rart, at de to plastikmonteringskuffer med harddiskene glider på plads med et solidt klik, uden at der er behov for at pusle eller volde dem på plads. På samme måde føles netværksharddiskens aluminiumskabinet solidt og robust.
Ud over at have plads til to SATA-harddiske i enten 2,5 og 3,5 tommer er TS-219P+ Turbo NAS udstyret med i alt tre USB-porte. En enkelt i fronten af kabinettet og to på bagsiden, hvor de lidt usædvanligt (men positivt) er flankeret af hele to eSATA-porte - så begynder man at mangle plads, er der mulighed for at udvidde med eksterne harddiske.
Som en lille ekstra rar detalje er der på fronten en lille knap der sørger for, at indholdet fra for eksempel USB-nøgler automatisk kopieres til en prædefineret mappe på NAS'en.
Det er en funktion, som findes på mange netværkshardiske, men det bliver den ikke ringere af.
Fornuftig balance
TS-219P+ Turbo NAS befinder sig i markedet et solidt skridt over de helt basale netværksharddiske, uden at den går hen og bliver en enhed til rent professionelt brug - så skulle der flere diske og flere netværksstik i dyret.
Med to diske er der mulighed for RAID 0 eller 1, eller man kan blot bruge JBOD-funktionen, hvis man har brug for en stor samlet diskplads.
God begynder-NAS med ambitioner
Strømforbruget på NAS'en ligger på 19 watt i aktiv tilstand og syv watt, når diskene er i dvale. Det giver et overkommeligt strømforbrug, selv hvis enheden er i konstant brug.
Men i de fleste brugsituationer kan det klart anbefales enten at benytte den indbyggede muligheden for Wake on LAN eller at indstille i softwaren, hvornår NAS'en skal være tændt. Det er enkelt og nemt at håndtere.
I det hele taget er brugerfladen lige ud af landevejen, når først computerens webbrowser har kontakt til netværksharddisken.
Alle indstillingsmulighederne er nemme at overskue, men det er let at fortabe sig i alle detaljerne og de små ting, der kan indstilles efter præference - helt ned til blæsernes tolerancetemperaturer. Det kan absolut anbefales at have manualen i nærheden, inden man sætter krydser i alt for mange felter.
Vokser med opgaverne
Hvis man aldrig før har haft en netværksharddisk i gang på hjemmenetværket, er TS-219P+ Turbo NAS et godt sted at starte.
Den tilbyder nemlig alle de populære funktioner som iTunes-server, deling af mediebiblioteker til kompatible enheder som fx PlayStation 3, Bittorrent Download med videre - alle funktioner der er oppe at køre, umiddelbart efter NAS'en er blevet tilsluttet.
Men det er også en god NAS for begyndere, fordi den kan følge med, når ambitionerne omkring dens brug begynder at vokse.
Apple-brugere vil sætte pris på understøttelsen af TimeMachine, ligesom de, der er gode venner med deres router, givet vil sætte pris på FTP-funktionalitet eller sætte gang i en Apache Web Server eller MySQL Server.
Der er en god fornemmelse af, at enheden kan vokse med brugeren, efterhånden som det ikke er nok, at den blot skal fungere som lager for mediefiler.
Men en af de bedste ting ved TS-219P+ Turbo NAS er næsten, at den foruden ikke at fylde særlig meget i landskabet har et meget lavt støjniveau.
Det er som at have fået en god ny ven i aluminium, som er klar til at lege i lang tid fremover.