12. juni 2011
I dag er det søndag, og jeg plejer egentlig ikke at skrive dagbog i weekenden - altså lige medmindre der foregår noget ekstraordinært, som der jo gør i dag.
I dag kommer resultatet af vores urafstemning. Jeg er lige kommet hjem fra et dejligt og festligt guldbryllup og bliver opmærksom på, at resultatet offentliggøres kl. 13.
En del af mine konfliktende kolleger er mødt op inde ved Forligsen for at få resultatet. Jeg må nøjes med nyhederne på TV, som sender live fra Sankt Annæ Plads i København.
Spændingen stiger, og forligsmanden toner frem på skærmen og bekendtgør, at CSC har stemt ja til forslaget, men medarbejderne har stemt NEJ.
Jaaaaaaa, det blev et nej! råber jeg spontant ud i lejligheden (tror at hele opgangen hørte mig). Jeg har stemt med hjertet og synes, at det er et fantastisk resultat.
Når jeg tænker situationen igennem med hovedet, så er jeg ikke overbevist om, at det er en god idé, da fremtiden er meget uklar og uvis.
Hjertet vinder dog, og jeg både skriver og modtager adskillige sms'er med lykønskninger - medarbejderne har talt!
Jeg tænker lidt over, at dette rent faktisk er første gang, at jeg som lockoutet selv har valgt min situation. Indtil nu er jeg blevet trukket rundt i manegen, hvor jeg selv og min familie har spillet rollerne som gidsler mellem de stridende parter - ikke nogen ønskværdig position kan jeg garantere for ...
13. juni 2011
Egentlig er det helligdag og dermed fridag. Det er jo pinse. Men efter resultatet i går, så er der gang i mails og i pressen. Jeg bliver kontaktet af adskillige journalister, der gerne vil have kommentarer.
Alle vil gerne vide, hvad der sker nu - og det vil jeg da sådan set også gerne vide. Tankerne kører rundt i mit hoved - var det nu klogt eller sejt, at vi sagde nej? Jeg er helt sikker på, at det var sejt og fortryder ikke, at jeg stemte nej.
Fremtiden er rent gætværk for os alle, men jeg har en god mavefornemmelse over, at jeg nu selv har valgt.
14. juni 2011
Dagen og ugen starter med morgenblokade på Retortvej. Jeg glæder mig til at møde alle de andre og høre, hvordan støttefesten gik i fredags og tale med dem om, hvad de synes om resultatet af urafstemningen.
Jeg tager til konfliktmøde i Valby-Hallen kl. 10. Snakken går: Hvad sker der nu? Ingen ved det, men der er mange gæt. Ét er sikkert: Vi skal virkelig stå sammen nu og tro på, at vi har valgt rigtigt!
Under mødet bliver jeg kontaktet af P1 Business, der gerne vil have mig i studiet til en direkte duel med en af CSC-direktørerne fra forhandlingsudvalget. Optagelsen finder dog sted på et tidspunkt, hvor jeg sidder i et tog fra Silkeborg, og der må findes en anden. Tjansen går til en af vores tillidsmænd, og jeg tænker, at det er nok meget godt, at det er en, der er grundigt inde i det faglige stof.
Mine øjne er på min mobiltelefon, der er på lydløs. Jeg venter spændt på en SMS fra min yngste søn, som skal til køreprøve i dag. Det er næsten for spændende, men han består på flotteste vis. Så er den yngste igennem, og på mandag er det den ældstes tur ...
Så dum er man ikke efter 40 år
Efter endt konfliktmøde tager jeg toget hjem. Jeg skal hjem for at forberede mig til turen i morgen. Nogle af mine konfliktende kolleger skal til Aalborg for at holde et indlæg om konflikten i morgen, og jeg har lovet at opdatere materialet fra de foredrag, jeg selv er ude med og sende det til dem.
Om aftenen tikker en meddelelse ind om, at en af vores konfliktende kolleger er blevet fyret og bortvist på mistanke om sabotage. Hold da op, hvad sker der?
Jeg har med mit personlige kendskab til den mistænkte endog MEGET svært ved at forestille mig, at der er noget i denne historie - andet end de sædvanlige trusler. Hvis man endelig skal lave sabotage, så sikrer man sig, at man ikke kan spores - særligt, når man har arbejdet med området i hen ved 40 år, og man kender alle krinkelkroge.
Der er simpelthen sket en fejl med systemerne, og han er blevet prygelknabe, og man forsøger at vende pressen og omverdenen i mod ham og os. Føj for den. Det er ufint, og mine tanker går til min kollega: Sikke en tur, du er igennem her ...
15. juni 2011
Valdemarsdag og officiel flagdag. Det husker jeg hvert år. Som barn var jeg altid misundelig på min bror, som har fødselsdag i dag - Tillykke J.A. med dagen. Jeg husker med et stort smil, at jeg den gang syntes, at det var uretfærdigt, at busserne flagede på hans fødselsdag og ikke på min ...
I dag tager jeg sammen med tillidsmand Peter til Silkeborg. Vi skal over for at modtage en hæderfuld pris, Carl Scharnberg prisen. Endnu et nyt begreb i mit konfliktunivers. Hold da op, hvor lærer jeg meget, og hvor er det dejligt at få ny viden om mange ting. Det er en stor ære, og jeg glæder mig.
Vi tager med DSB og turen går godt, men er lang. Vi ankommer og bliver indlogeret på Langsøhus - et dejligt sted med en god ånd. Efter en hyggelig middag starter selve prisoverrækkelsen, og vi er først på. Peter takker og holder en tale, som bliver krydret med, at jeg på udvalgte steder i talen reciterer digte af Carl Scharnberg, der lige så godt kunne være skrevet om vores konflikt. Det virker godt, og vi modtager da også mange klapsalver.
Det er igen et nyt univers, jeg bevæger mig ind i. Mange nye mennesker med stærke meninger om livet og omgivelserne. Hyggeligt socialt samvær med fondens bestyrelsesmedlemmer og de øvrige prismodtagere bagefter - konflikt- og fredsforsker Jan Øberg, underviser Knud Lindholm Lau og Sosuassistent Signe Trøst Jørgensen. Meget inspirerende.
Signe gav os et par smagsprøver på sin kommende CD med egne sange, der alle tager udgangspunkt i de ældre medborgere, som hun qua sit job beskæftiger sig medJeg var rørt og betaget over sangteksterne 'Vi mødes kun i glimt', 'Fru Thomsen' og 'Inger Tove', alle fantastiske billeder på en barsk hverdag for vores ældre i samfundet.
16. juni 2011
Dagen starter i Silkeborg med morgenmad i spisestuen på Langsøhus. Vi tager en taxa til stationen sammen med nogle af de andre prismodtagere. Vi får pludselig travlt, da vi har kigget forkert på afgangstidspunkt for toget fra Silkeborg til Skanderborg.
Vi er ikke bøller, vi opfører os ordentligt
I dag er endnu en milepæl i konflikten: Arbejdsretten behandler sagen om, hvorvidt CSC kan frigøre sig af overenskomsten med CSC.
Jeg går fra Hovedbanen til Kgs. Nytorv, hvor jeg mødes med en kollega. Vi sidder og sludrer lidt og går derefter til Sankt Annæ Plads, hvor vi vil overvære sagen i Arbejdsretten. Mange møder op, og Støttenetværket har sørget for underholdning og faner.
Indenfor i den store sal er der varmt. Vi er mange tilhørere, og indlæggene fra de to advokater er lange. Jeg synes ubetinget, at vores/Prosas advokat har den bedste sag. Det er sjovt at høre konflikten ridset kort og præcist op, og det virker virkeligt uhyrligt, hvad vi som medarbejdere er blevet budt indtil nu, når jeg sådan sidder og lytter. Jeg håber, at dommerne i Arbejdsretten hører det samme, som jeg.
Efter endt procedering fra de to advokater, meddeler dommeren, at hun forventer, at der falder dom om en uges tid. Det er egentligt forholdsvis hurtigt i sammenligning med tidligere sager i denne konflikt. Det synes CSC-ledelsen ikke. Deres advokat har på CSC's vegne anmodet om en dom allerede i dag eller senest i morgen!
Hold da op, tænker jeg, sikke et hastværk pludselig. Tidligere har de være helt indforståede med en meget lang sagsbehandlingstid. Advokaten begrunder det med, at konflikten nu har varet meget længe.
Ja, det har han da ret i, men hvem er det lige, der har startet den? Og hvem er det lige, der har ønsket denne konflikt i stedet for reelle forhandlinger? Mon de er presset? Tror jeg nok lige ...
Dommeren spørger, om Prosas advokat har noget at sige til denne anmodning, hvor til han svarer, at han vil foretrække, at dommerne tænker tingene grundigt igennem i stedet for hastværk. Nogle dage fra eller til i denne lange konflikt, gør nok ikke den store forskel.
Det er dommeren helt enig i, men svarer dog med et smil på læben, at de ikke vil falde i omkring ikke at tænke sig grundigt om. Betryggende, håber jeg...
17. juni 2011
De seneste dage har der været så godt som total blokering på Retortvej. Kun bussen med politieskorte kommer igennem. Mange må vende om og gå hjem igen, hvilket jo er en del af planen.
Ledelsen har ellers haft planer om at åbne porten på Retortvej igen efter kl. 10.30, hvor de forventer, at vi er væk. Det duede ikke. I stedet har ledelsen opfordret alle til at arbejde hjemmefra eller møde på Engvej i stedet. Det betyder selvfølgelig, at vi flytter totalblokaden ud på Engvej.
Mange bliver forbavsede over ikke at kunne komme ind, og mange kører hjem igen. Konfliktvirkeligheden kommer i dag til Amager. Politiet kommer forbi og bedømmer, at vi blokadevagter er fornuftige mennesker og meddeler højt ud i luften, at medmindre der sker knivoverfald eller noget i den stil, så behøver ingen at ringe efter politiet igen. Vi takker politiet for forståelsen ...
20. juni 2011
132 dage har konflikten nu varet. Det er længe. Vi nærmer os med hastige skridt en af danmarkshistoriens længste: Konflikten på Berlingske Tidende/B.T. i 1977, der varede i 141 dage.
Denne uge byder på Sankt Hans og måske en afgørelse i Arbejdsretten, som jeg og mine medkonfliktende ser voldsomt frem til - og måske endda på samme dag. Nå, jeg kan da altid flyve væk på kosten, hvis det går helt galt i Arbejdsretten...
Der er nu indført faste blokade-vagthold, og jeg har fået tid kl. 10-14 på Retortvej. Umiddelbart sker der ikke meget i dette tidsrum. I dag har jeg været med til at blokere for to personer og en bil med trailer - ikke voldsomt. Der er klart størst brug for blokadevagter tidligt om morgenen, hvor folk står rundt omkring og afventer, at politiet kommer og lukker dem ind i tidsrummet mellem 8 og 9.
Efter mine fire timers blokadevagt kører jeg hjem igen. Familien skal ud at spise i aften og fejre, at begge vores drenge nu har fået kørerkort. Min ældste bestod køreprøven i dag, så nu skal vi fremover nyde at få drengene til at køre for os, når vi skal ud. Pay back time ...
21. juni 2011
I dag er det årets længste dag og tæt på midsommer. Hele min dag er besat af møder. Først er jeg til møde med konfliktledelsen sammen med de øvrige tovholdere, herefter har jeg indkaldt hele pressegruppen og undergrupper til informationsmøde, hvor vi koordinerer vores aktiviteter.
Jeg slutter af med medlemsmøde i Valby-Hallen, hvor der er status fra de respektive arbejdsgrupper, forhandlergruppen og konfliktledelsen. Vi taler blandt andet om etik og moral i forbindelse med blokaden
Vi er ikke bøller, vi opfører os ordentligt og taler ordentligt til dem, der forsøger at komme ind. Men vi lukker dem IKKE ind. Det er godt lige at huske hinanden på det - særligt når vi (af nogle få) i pressen beskyldes for det modsatte. Det kræver en vis form for disciplin, når nogle kaster sig ind i mængden for at komme igennem, og når nogle kører deres bil ind i folk for at komme ind. Det er ikke en gang alle sammen skruebrækkere, men vi har tilsyneladende stadig kolleger, der ikke har forstået, at det også er deres kamp, vi kæmper.
Lidt snak med pressen på vej hjem i bilen og ellers lydbog på CD afspilleren - det hjælper at lytte til en spændende bog for ikke at blive irriteret over, at der er rigtigt mange andre biler på vejen samtidigt med mig.
Jeg bruger min aften på at forberede materiale til morgendagens foredrag i Grenå.
Føler det som et dødsstød
22. juni 2011
Onsdag og ingen blokadevagt for mig. Mærkeligt ikke at være der, men jeg skal til Grenå med en kollega. Vi er inviteret over af 3F Djursland til at holde et foredrag om, hvordan det er at være i konflikt som helt almindelig medarbejder.
Jeg bliver ringet op af en kollega fra pressegruppen, der fortæller mig, at et bud i en varevogn er kørt direkte ind i blokadevagterne på Retortvej. Rystende. Endnu mere rystende er, at han gør det igen, da han skal ud fra bygningen. Han har travlt siger han, men han bliver tilbageholdt af politiet og kan først køre videre efter en times tid. Politiet var nemlig til stede, som de er hver dag mellem kl. 8 og 9 for at lukke arbejdende kolleger og skruebrækkere ind på Retortvej.
Jeg bliver hentet af min kollega, og vi tager færgen over til Ebeltoft. Af en anden kollega har vi lånt et sommerhus ved Dråby Strand, der ligger mellem Ebeltoft og Grenå, sådan at vi kan overnatte her inden turen går hjemad i morgen igen. Jeg ankommer til sommerhuset, og hvor er her skønt. Det ligger helt ud til Kattegat og sikke en udsigt: Der er bare hav, så langt øjet rækker, og vejret er dejligt. Vi sidder lidt ude på terrassen, inden vi kører ind til Grenå. Vi er budt på pizza inden vi er på kl. 19, og det er hyggeligt lige at sidde og sludre lidt med arrangørerne, inden det går løs.
Foredraget går godt. Tilhørerne er målløse over, hvad vi har været igennem. Få havde troet, at sådan en konflikt trods alt har så mange menneskelige konsekvenser, som tilfældet er. Vi har taget en indsamlingsbøsse med, som vi opfordrer folk til at spytte i.
Det kan kun blive personlige bidrag, da 3F jo på et hovedbestyrelsesmøde har besluttet ikke at støtte vores konflikt økonomisk. Faktisk må forbund under LO ikke støtte økonomisk. Pjattet. Det her er en sag for alle fagforeninger i Danmark - uanset hovedorganisation.
Blandt tilhørerne er også en mor til en af vores strejkende kolleger. Hun er mødt op med sin mand for at høre mere om, hvad hendes datter går igennem. Vores foredrag er en del af Skævt-kampagnen, som 3F kører i øjeblikket - og jeg synes, at vi passer rigtigt godt ind her.
23. juni 2011
Konfliktdag nummer 135: Sankthans aften og skæbnedag: I dag falder der dom i Arbejdsretten om, hvorvidt CSC kan frigøre sig af overenskomsterne med Prosa/CSC.
Jeg står op til den skønneste udsigt over Kattegat. Vi spiser morgenmad og kører mod færgen i Ebeltoft.
Jeg tager ikke hjem, men direkte til København og Arbejdsretten. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg bliver nødt til at høre dommen fra hestens mund - jeg kan ikke nøjes med en opringning eller en sms.
Pressen er på dupperne - flere ringer i løbet af dagen, og jeg kan se, at der er livedækning fra retten. Det er nervepirrende spændende ...
Klokken 14.30 kommer en mand ind i retssalen og læser dommen op: Prosa har tabt begge overenskomster!
Chok
Jeg er seriøst chokeret og kan mærke en kæmpe knude i maven. Det kan simpelthen ikke være rigtigt - har jeg ikke hørt forkert?
Desværre er det det rene og skære sandhed. Vi har tabt, og ledelsen har vundet. Øv, øv, øv og lidt mere øv ...
Min retsfølelse har fået et alvorligt knæk. Jeg trode naivt nok, at jeg som lønmodtager var sikret i dette arbejdsretslige system.
Men nej, præcis dette system har vist sig gennem hele konflikten at være dybt partisk med arbejdsgiversiden. Kan vi virkelig leve med det i dagens Danmark? Vi er da ude over feudaltiden eller?
Fakta er, at en arbejdsgiver kan tillade sig at lockoute sine medarbejdere uden løn og øvrige vilkår for derefter at hindre medarbejderne i at svare igen med strejke under dække af fredsaftaler og protester til Arbejdsretten over strejkevarsler.
De kan nægte at forhandle for derigennem at trække tiden ud - dels for at dræne fagforeningens kasse og dels for bare at lade tiden gå. Når så endelig medarbejderne kan komme i strejke, kan de sige, at fordi medarbejderne eskalerer konflikten, ja, så er det OK for ledelsen at frigøre sig fra alle aftaler og overenskomster?
Helt ærligt, hvordan lyder det her? Det lyder som en rigtig dårlig film og ikke som om det er sket i Danmark i år 2011 ...
Jeg føler, at vi har fået et dødsstød og overvejer kraftigt, om der er et liv efter døden?
Vi er blevet oplyst, at vi nu vil få et brev tilsendt hver især med et ansættelsestilbud under en HK/Privat overenskomst. Take it or leave it. Skriver jeg ikke under inden for et meget kort tidsrum (sikkert 24 timer), så har jeg fyret mig selv.
Næste milepæl er at modtage dette brev - læse det grundigt igennem og så tage stilling til, hvad jeg vil og kan.
Måske skal jeg på arbejde i næste uge? Det giver en meget blandet fornemmelse i mig. Jeg savner mine kolleger og mit team - men jeg savner dem, jeg forlod. Er det mon det samme i dag? Tror jeg ikke. Både de og jeg har flyttet mig meget de seneste 4½ måned, hvor jeg har været væk som en uønsket medarbejder. Kan jeg mobilisere en tiltro og respekt for topledelsen? Et er helt sikkert: Det bliver en stor udfordring for os alle.
Da jeg kommer ud fra retten. styrter det ned i tove - meget symptomatisk. Jeg tager toget hjem til familien - DSB er lige så symptomatisk forsinket. Det, der startede som en god dag, er endt som en skrækkelig dag.
En dag, der vil gå over i historien som en skandaløs, ussel og uværdig dag for hele den danske fagbevægelse.
Det er Sankthans aften og jeg overvejer kraftigt at tage en tur på kosten og blive på Bloksbjerg. Væk fra hele konflikten, væk fra smerten, skuffelsen og ubehaget. Mon solen virkelig står op i morgen?
24. juni 2011
Dag nummer 136 i konflikten. Hvad mon dagen bringer? Jeg starter hos min tandlæge - det er i sig selv en straf. Hun er rigtig sød, men jeg har det skidt med tandlægebesøg.
I eftermiddag skal jeg til medlemsmøde i Valby-Hallen, og jeg tror ikke, at jeg når at få resultatet herfra med i denne udgave af dagbogen. Måske kommer der ikke flere dagbøger, men kun et lille efterskrift. Jeg må se.
Lige nu er føler jeg mig stadig punkteret og tænker igen over, om der er et liv efter døden?
