Test: Hårdtpumpet MacBook Pro i gammel indpakning

Topmodellen i Apples bærbare produktserie har fået hurtigere grafikkort og bedre batteri, men ligner ellers sig selv på godt og ondt. Og nej; prisen er bestemt heller ikke faldet.

1. Test: Hårdtpumpet MacBook Pro i gammel indpakning

Apple har efterhånden sat standarden for industrielt design så mange gange, at virksomheden ikke længere behøver at opfinde den dybe tallerken, hver gang der udsendes en ny version af et eller andet produkt.

Det har de så sandelig heller ikke gjort med nyeste udgave af MacBook Pro-linjen, der ligner forrige generation på en prik.

Således er unibody-designet i én aluminiumsblok, den store touchpad og det baggrundsbelyste tastatur fuldstændig identisk med forgængerens.

De to USB-porte, Apples proprietære skærmudgang, SD-kortlæseren og FireWire-porten med mere. sidder også præcis samme sted som på modellerne fra efteråret 2009.

Ja, faktisk er eneste synlige forskel, at det magnetiske strømstik er udstyret med aluspids og vender bagud. Samt at vægten er øget fra 2.510 til 2.533 gram.

Ikke de helt store revolutioner, med andre ord. Men det er også alt sammen udmærket, for why change a winning formula?.

Når dét er sagt, kunne undertegnede dog godt ønske et Blu-ray-drev. Det burde ret beset være standard på maskiner af denne kaliber. I hvert fald som tilvalgsmulighed.

Navnlig fordi man med den nyeste MacBook Pro-generation (endelig!) også har mulighed for at købe en 1680 x 1050 skærm til 15-tommer modellerne. Det koster 730 eller knap 1.100 kroner ekstra afhængig af, om man vil have en standard glossy skærm eller en antireflekterende.

Begge dele er en forbedring i forhold til de glossy 1.440 x 900 skærme, der var eneste mulighed i forrige serie.

Af indvendige forbedringer er batteriet nok det, der vil have størst interesse. Det kan nu holde over otte timer ved et relativt konservativt forbrugsmønster - mod knap seks timer på forgængeren.

Det nye batteri skulle angiveligt kunne klare op til 1.000 opladningscyklusser, før gassen går af ballonen. Men det er i sagens natur en smule svært at efterprøve i praksis.

Til gengæld kan man se en tydelig effekt af de nye Intel core processorer, Intel Core i5 og - i testmaskinens tilfælde - i7, som er tilgængelige på maskiner med 15 eller 17-tommer skærm.

Således nåede maskinen en all-round score på 5.388 i vores måling med Geekbench.

Det er mere end 50 procent højere end den ellers meget sammenlignelige maskine, undertegnede er i besiddelse af fra foregående produktgeneration; med sin 2,66 GHz CPU fra forrige generation trak den nemlig kun "sølle" 3.725 point i hus.

Desuden kan de nye maskiner naturligvis også bestilles med hurtigere grafikkort end forgængerne, nemlig nVidia GeForce 320M eller et GT 330M som det, testmaskinen var udstyret med.

Navnlig er 512 MB GT 330M-kortet en betydelig gevinst sammenlignet med det 256 MB 9600M GT-kort, der lå i de hurtigste udgaver af forrige produktgeneration, da de giver en anslået ydelsesfremgang på 10-30 procent ved afvikling af 3D-spil eller videoredigering.

2. Ingen revolution

Mens vi er ved grafikken, udmærker de nye MacBook Pro-maskiner sig også ved selv at skifte tilstand mellem at anvende det hurtige GeForce-kort frem for bundkortets integrerede Intel-grafik, når applikationer eller spil beder om ekstra grafiske hestekræfter.

Når programmet ikke længere har brug for vitaminerne, skifter maskinen selv retur til den langt mere strømøkonomiske onboard-grafik, som - alt andet lige - også er mere end rigeligt stærk til alle de mest almindelige kontor-, foto-, og webredigeringsgøremål.

Denne automatik er en stor fordel sammenlignet med tidligere produktgenerationer, hvor man selv skulle skifte grafisk tilstand i energibesparelsesmenuen, logge ud og ind, før ændringen trådte i kraft.

Man kan dog sætte maskinen til konsekvent at anvende det hurtige kort, hvis man vil. Og kører man Windows via Bootcamp, vil den også automatisk bruge GeForce-kortet.

Hvilket jo er meget praktisk, hvis man eksempelvis booter Microsofts styresystem for at tage et hurtigt spil Bad Company 2.

Alt i alt er her tale om rigtig udmærkede tiltag, der efter undertegnedes stærkt subjektive vurdering afgjort tjener verdens smukkeste serie bærbare til ære.

Men revolutionerende? Nej.

Ændringerne er næppe heller af en karakter, der får nye disciple til at melde sig under Steve Jobs faner.

Dertil er forbedringerne ganske enkelt for få og små - og prisen stadig lovlig pebret; således koster topmodellen med i7-processor mindst 2.000 kroner mere end forrige generations topmodel.

Vælger man derimod mindre ambitiøse modeller med samme specifikation som forgængerne, er prisniveauet omtrent identisk. Så man kan på den anden side heller ikke argumentere for, at maskinerne er blevet dyrere; det skulle også bare lige passe...




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere