Det blev afsløret i begyndelsen af maj, og nu er det officielt: Google flytter ind i din fladskærm.
I samarbejde med Sony vil søgegiganten sørge for, at du får lettere adgang til internettet via fjernbetjeningen til dit tv.
Løsningen hedder Google TV og er baseret på Android-platformen, som flere mobiltelefoner og små computere i dag anvender.
På fladskærmen vil du - ligesom med din computer - kunne browser rundt på nettet, og det foregår via Googles egen browser, Chrome. Så når du har fået nok af danseprogrammer på TV 2 og interview med kriminelle kendisser på DR 1, kan du zappe ind på Facebook eller en helt anden webside.
Google TV anvender den nyeste udgave Android 2.2, der også kaldes Froyo. Den helt store nyhed er integrationen af Adobe Flash, som gør det muligt i browseren at se video fra nettet - blandt andet YouTube - og websider, som er programmeret i Flash. Det har tidligere været et stort problem på mobiltelefoner, og blandt andet Apples nye iPad har fået hård kritik for ikke at understøtte Flash.
Google TV også som boks
For at få Google TV til at virke skal fjernsynet udstyres med en ny udgave af Intels Atom-processor, som vi tidligere har set i de populære netbooks.
Hvis du ikke gider skifte fladskærmen ud, bliver der også lanceret en Sony-boks, der giver Google TV på fladskærmen, og den kan ses som en konkurrent til blandt andet Boxee. Boksen er dog lidt mere avanceret, da den er udstyret med Blu-ray-afspiller. Logitech er også på vej med boks til Google TV, og den skulle kunne bruges sammen med alle HD-fladskærme.
I løbet af efteråret vil Sony være klar med sin første Google-fladskærm, der til at begynde med lanceres i amerikanske butikker. Prisen er endnu ukendt.
Google planlægger desuden at gøre Google TV open source, og det betyder, at Sony på længere sigt formentlig ikke bliver den eneste fladskærmsproducent, der kan prale med et Google-fjernsyn.
Du kan læse mere om Googles nye tiltag her, og i denne video får du en introduktion til Google TV: