Test: HTC Flyer er oldschool, men ikke cool

Tablet-pc med stylus er fremtiden, hvis det står til HTC. Men hvordan fungerer kombinationen af touch-skærm og stylus? Vi har testet HTC Flyer og fælder en dom over den usædvanlige maskine.

Test: HTC Flyer er oldschool, men ikke cool

Anmeldelse: HTC Flyer er bestemt ikke som alle de andre. Da vi første gang prøvede en demomodel tilbage i marts, kaldte vi den for klassens sære dreng.

Ikke meget har ændret sig, da vi her i juni har fået fingre i en færdig model. Tablet-pc'en er fortsat syv tommer, den kører Android-styresystemet, og den har en stylus, der kan bruges til at kradse digitale noter på skærmen.

Det er en anden tilgang til tablet-verdenen, end mange af konkurrenterne har valgt. Efterhånden er de fleste tablet-pc'er født uden stylus, og de er tættere på 10 tommer end på HTC Flyers 7 tommer

Fordelen ved HTC Flyers lille skærm er dog, at du kan holde den i én hånd, mens du skriver noter på skærmen med den anden, selv om den med sine cirka 420 gram ikke er en rigtig letvægter. Med lidt god vilje kan tablet-pc'en mases ind i en velvoksen inderlomme.

Til gengæld kan Flyers størrelse minde lidt om en forvokset telefon, og HTC's model er da også kun udstyret med Android i version 2.3.

Det er dermed den version, der er målrettet mobiltelefoner og ikke version 3.0 eller 3.1, der er skræddersyet til tablet-pc'er, og som vi eksempelvis har set på Motorola Xoom og Asus Eee Pad Transformer.

Skizofren tablet-pc

Selve menusystemet minder da også om HTC's telefoner, og det er den aktuelt nyeste version af HTC Sense, som taiwanerne bruger som skal oven på Android-styresystemet.

Da vi skulle foretage en større softwareopdatering af tablet-pc'en, fik vi da også meldingen: "Du kan ikke bruge telefonen eller foretage nødopkald under opgraderingen"...

Hvis du har prøvet en HTC-mobil, vil du hurtigt føle dig hjemme med Flyer.

Menuerne ligner hinanden, og det er de samme animationer, når der navigeres rundt.

Låsemekanismen til skærmen er ny og identisk med den, som er at finde på HTC's nuværende topmodel, Sensation.

Som en lille bonus er der tilføjet en lille bjælke med funktioner i bunden af hovedskærmen, der giver direkte adgang til dine noter, en ereader, videotjenesten Watch og opsætningen af baggrundstema.

Alt i alt føles HTC Flyer som en forstørret HTC-mobil på godt og ondt.

Stylus med begrænset funktionalitet

Den store gimmick ved HTC Flyer er naturligvis stylus'en, som desværre ikke virker særlig overbevisende. For det første er stylus'en batteridrevet, og du kan kun bruge den med skærmen. Glem alt om at prikke til Flyer med toppen af en kuglepen.

Der følger et hvidt etui med HTC Flyer, som også har opbevaringsplads til stylus'en, men det kræver velvoksen disciplin og ikke et rodehoved, hvis du vil være sikker på at kunne kradse noter på skærmen.

Det mest irriterende er, at stylus'en kun virker til tegning og noter, og den kan ikke bruges til navigation og anden betjening.

Det er virkelig ærgerligt og begrænser naturligvis funktionaliteten. Det betyder blandt andet, at du kan skrive lidt noter, men når du skal gemme, så skal du have pegefingeren frem og trykke på skærmen.

Til gengæld har HTC i bogstaveligste forstand opstillet en palette af muligheder for at få stylus'en til at opføre sig som en blyant, kuglepen eller tusch. Det er naturligvis også muligt at ændre størrelse og farve. Det styres fra højre hjørne af skærmen og fungerer udmærket.

Grimme og langsomme noter

Det er ikke nødvendigvis HTC's skyld, men noterne bliver sjældent kønne.

Hvis der var en gammel dansklærer, som så vores noter under testen af HTC Flyer, ville det formentlig have resulteret i et raseriudbrud, der kan matche en utæmmelig islandsk vulkan, og spanskrøret var nok blevet fundet frem fra loftet.

Det er i øvrigt ikke muligt at skrive særligt meget på skærmen, selv om du gør dig umage.

Det kommer hurtigt til at fylde mange noteark, selv om du ikke har meget at skrive. Det er ikke noget problem i den forstand, at du har et nærmest uendeligt antal digitale sider til disposition, men du mister lidt af overblikket.

Dine noter kan synkroniseres med den smarte webtjeneste Evernote, og det fungerer upåklageligt.

Dermed er du sikker på altid at have dine noter ved hånden, uanset om du bruger Flyer eller sætter dig hen til din computer. Der er rigtig godt tænkt af HTC.

Dine noter kan også sendes direkte som mail, hvis du hurtigt skal skyde dine kragetæer af sted til en ven eller familiemedlem.

Når du skriver noter, er der i øvrigt en lille forsinkelse på skriften. Det kan virkelig lidt irriterende, men er til at leve med.

Elendigt videokamera

HTC har aldrig været kendt for at ofre megen opmærksomhed på de kameraer, som indsættes i virksomhedens mobiltelefoner.

Det samme gør sig gældende på HTC Flyer, der er udstyret med et front- og et bagsidekamera. Kameraet på fronten tager fotos i en opløsning på sølle 1,3 megapixel, mens bagsidekameraet, der tager fotos i fem megapixel opløsning, også kan bruge til videooptagelser.

Ja, kameraet kan bruges til video, men det ser ved gud ikke særligt kønt ud. Det er tæt på at være ubrugeligt.

Det går lidt bedre med fotos, men det kræver godt med lys.

Som tablet-pc til browsing og videoafspilning fungerer HTC Flyer fint, og den var en smule bedre til at afvikle videoklip i forhold til Asus Eee Pad Transformer. Det skyldes muligvis, at HTC Flyer har en mindre skærm med en lavere opløsning.

Bedre alternativer

Det er svært at se HTC Flyer få stor succes som en maskine til en bred skare af forbrugere. Derimod giver det mere mening, at sosu-assistenter, parkeringsvagter, journalister og bloggere, der skal dokumentere og eventuelt publicere begivenheder på farten, vil have glæde af pennen og den lille skærm.

Desværre er den svage kameradel med til at ødelægge lidt af ideen med enheden som en digital schweizerkniv til at klare flere opgaver, når den er med på farten.

HTC Flyer fås i flere versioner, og den billigste er en Wi-Fi-udgave, der koster omkring 4.500 kroner i øjeblikket. Det er en forholdsvis høj pris, når du kan få dig en Asus Eee Pad Transformer med fysisk tastatur-dock til 4.300 kroner eller en Apple iPad 16 gigabyte Wi-Fi-version til 3.700 kroner. Begge modeller har en skærm omkring 10 tommer.

Hvis du er på jagt efter en tablet-pc, vil vi derfor anbefale Asus' Android-model med tastaturdock eller Apple iPad 2, medmindre du har helt særlige behov for at bruge stylus'en og gerne vil tage håndholdte noter på farten.

Selv om pennen er mægtigere end sværdet, er den ikke det rette våben til at vinde kampen om tablet-markedet, og vi forventer ikke, at HTC's konkurrenter også genopfinder stylus'en.

For de fleste almindelige brugere vil den formentlig også være alt, alt for oldschool til at være cool.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere