Download: Gratis boot-skive er computernørdens schweizerkniv
For rigtige it-nørder er det ikke noget større problem at redde specialet fra harddisken, hvis Windows-installationen er korrumperet og nægter at starte op; det giver heller ikke anledning til hovedpine at oprette eller ændre på diskens partitioner, når Windows ikke er installeret på forhånd.
De rigtige værktøjer kan nemlig dette og meget mere. Og det måske bedste er, at det ikke kræver en uddannelse som elektronikingeniør at tage de smarte redskaber i brug, der tilmed er gratis.
Slank Linux-distribution
Parted Magic er en stor samling af Linux-baserede programmer, som du eksempelvis kan køre direkte fra en cd-rom eller en USB-nøgle. Det henter en slank version af Linux ind i din computers midlertidige hukommelse, der ikke desto mindre er proppet med funktionalitet og vil gå rent hjem hos gør-det-selv folket.
Fra et skrivebordsagtigt interface får du blandt andet adgang til partitioneringsværktøjet GParted, der kan benyttes til at oprette og ændre partitioner på din eller dine diske, hukommelsesapp'en Memtest86+, der kan påvise, om dine ramklodser er defekte, diverse kloningsværktøjer til dine diske og stakkevis af flere gode programmer.
Fint til Windows og Mac
Selv om Parted Magic er Linux-baseret, fungerer det fremragende med filsystemer såsom FAT, NTFS, HFS og HFS+. Du kan med andre ord sagtens kopiere filer til og fra Windows- og Mac-computere.
Parted Magic er gratis og kan hentes her.
Det kræver grundlæggende computerviden at brænde en cd- eller dvd-rom, maskinen kan boote fra. Hvis du er i tvivl om, hvordan du brænder en såkaldt ISO-fil ud på et brændbart medie, kan du læse denne guide.