Hvis du ikke har hørt om Angry Birds før, må du være en af de eneste, der stadig ikke kender spillet om de aggressive fugle, som angriber en flok grønne grise, der har stjålet æg.
Spillet har længe været et af de mest populære til iPad, iPhone og Android-mobiler, og nu er det også rykket ind i din browser.
Vi har testet med Firefox og Chrome, og det er muligt at spille Angry Birds på dem begge. Spillet kører dog bedst på Chrome.
For at få spillet til at virke med Firefox, skal du gå ind på adressen:
http://chrome.angrybirds.com
Her har du mulighed for at vælge mellem en HD- eller SD-udgave af spillet.
HD var en hakkende oplevelse på vores testmaskine, der er en gammel og lettere selvmordstruet bærbar. SD kørte derimod glimrende, og det betød blot, at spillets vindue blev en smule formindsket.
Til gengæld fungerede HD-versionen perfekt med browseren Chrome.
Det kræver dog, at du har opdateret browseren til den nyeste version, og du har installeret spillet, som du finder her i Google Webstore.
Til gengæld kan du også spille Angry Birds i din Chrome Browser, selv om du ikke har forbindelse til nettet.
På computeren skal du bruge musen til at affyre fuglene fra slangebøssen og ikke pegefingeren, som normalt bruges på mobilen og tablet-pc'ens berøringsfølsomme skærm. Det er dog ikke den store udfordring for en rutineret pc-bruger, og spillet fungerede ganske udmærket, da vi testkørte det.