Læs også:
It-direktør truer med at køre ind i CSC-strejkevagter
CSC indkalder rebelsk rambuk-direktør til samtale
I frygt for korporligheder mellem strejkende Prosa-folk og dem, der arbejder for CSC under konflikten har it-giganten indgået en aftale med politiet om at få sine folk ind og ud af bygningen på Retortvej.
It-selskabets direktør, Lars Lundsgaard, fortæller til Computerworld, at han flere gange er blevet ringet op af medarbejdere og eksterne konsulenter hos CSC i den verserende konflikt mellem it-giganten og Prosa, der laver blokader foran porten.
"De følte sig så rasende, at de var klar til at springe i hovedet på folk (Prosa-folk, red.)," siger han og understreger, at der med blokaden er en reel risiko for, at medarbejderne ikke kan komme på arbejde samtidig med, at de bliver stærkt chikaneret af blokadevagterne.
Fast busrute
For at få medarbejderne sikkert ind og ud af CSC's domicil har it-giganten oprettet en fast busrute, hvor medarbejdere, eksterne konsulenter og europæiske kolleger bliver samlet op forskellige steder i byen.
Til at ekskortere bussen sikkert ind og ud fra CSC's område, har selskabet indgået en aftale med politiet om at sørge for, at bussen med CSC-folk kan blive lukket ind ad selskabets port om morgenen, og ud igen om aftenen.
"Vi har selvfølgelig en løbende dialog med politiet for at undgå at eskalere konflikten, og politiet vil gerne komme to gange om dagen og sørge for, at bussen kan komme ind og ud," forklarer Lars Lundsgaard.
"Alt det har vi gjort for, dels fordi Prosa eller Prosa-sympatisører har følt anledning til at tage ulovlige midler i brug, dels for at beskytte vores konsulenter bedst muligt og undgå reaktioner som den fra Mogens Nørgaard," fortsætter han.
Med den sidste sætning henviser han til, at direktør Mogens Nørgaard fra en CSC's leverandører, Miracle, har truet med at fræse sin solide svenske bil ind i den strejkende folkemængde for at få plads til, at medarbejderne kan passe deres arbejde.