Cirka halvdelen af Telenors netværk er tirsdag formiddag blevet ramt af et nedbrud på en af selskabets centraler.
Nedbruddet betyder, at flere af kundernes mobiltelefoner ikke virker til meget andet end en lomme-pc uden tale og sms-services.
"Der er i øjeblikket driftsforstyrrelser i Telenors netværk, som kan påvirke brugen af mobiltelefoni. Der kan være problemer med at modtage kald samt foretage opkald på mobiltelefonen. Fejlretning er i gang," skriver Telenor på sin hjemmeside.
Teleselskabets kundeservice oplyser til Computerworld, at de manglende klartoner skyldes et nedbrud på en af selskabets centraler.
"Sim-kortene kører op mod bestemte centraler, og de sim-kort, der er tilknyttet central 6 fungerer ikke lige nu. Dem, der ligger på 7'eren, fungerer okay," oplyser Telenors kundeservice.
Har højeste prioritet
Endnu er det uvist, præcis hvor mange kunder, der er berørt af nedbruddet, der blev rapporteret til Telenors kundeservice klokken 9.38 i formiddags.
Kundeservice oplyser, at det er lidt over halvdelen, der ikke fungerer lige nu.
Telenor har i alt lidt over to millioner abonnenter. Hvilke kunder, der er berørte af nedbruddet, er endnu for tidligt at sige.
"Det har ikke så meget at gøre med centralernes fysiske beliggenhed. Det er derimod de sim-kort, der er kørt op mod centralerne, der er berørte," lyder det fra Telenors kundeservice.
Telenor kan ikke fortælle, hvornår fejlen er udbedret, men lige nu har sagen højeste prioritet, fortæller selskabets kundeservice til Computerworld.