Læs også:
Mobil-paradis: En danskers japanske oplevelser
Mobiltelefonen er dit kreditkort om fem år
I Japan og SydKorea har betalinger via mobilen fungeret i årevis, men i vores del af verden har det været en by i Asien.
Nu vil Google sætte skub i udviklingen, og i dag, torsdag, holdes en konference i New York, hvor man forventer, at NFC (near field communication) til mobil-betalinger er sat øverst på dagsordenen.
NFC er den teknologi, som mange regner med skal være fundamentet for betalinger via mobilen.
NFC-chippen kan trådløst overføre data mellem eksempelvis en telefon og en betalingsenhed.
Det er The Wall Street Journal, der har sniffet sig frem til indholdet i konference-programmet, og herfra kan man fortælle, at Google vil lave en forsøgsordning med NFC-betalinger i New York og San Francisco, hvor firmaet har indgået aftaler med en række butikker og kort-leverandører som MasterCard.
Google har traditionen tro ikke ønsket at kommentere rygterne, men Eric Schmidt har tidligere sagt, at mobile betalinger er et af nøgleelementerne i Googles 2011-strategi.
Skal man tro analysehusene, er der også tale om et meget lukrativt forretningsområde.
Analysehuset Frost & Sullivan vurderer eksempelvis, at dette marked vil have en størrelse på 820 milliarder kroner i 2015.
Hos Apple er man i øvrigt gået den modsatte vej.
I den nye version af Apples iPhone har man således sparet Near Field Communication-chippen (NFC) væk, på trods af løfter om det modsatte.
Standard-fnidder
Selv om Google har tradition for at sætte gang i udviklingen af teknologier, kan det komme til at tage lang tid, før vi ser betalinger med mobilen på vores breddegrader.
Den egentlige bremseklods for udviklingen i Danmark handler nemlig om manglende enighed om, hvordan man skal gøre, fortæller Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH), hvor man vurderer, at teknologien er det mindste problem for at få sparket mobilhandlerne i gang.
Det er i stedet den klassiske diskussion om standarder, der så ofte trækker udviklingen i langdrag.
"Der mangler fælles fodslag om den tekniske specifikation. Det er manglen på standarder og lovgivning, man i øjeblikket falder over," har Henrik Theil, der er kommunikations-mand i FDIH, tidligere sagt til Computerworld.