Det behøver ikke at koste dig en formue at komme med på smartphone-vognen og få adgang til en touchskærm-mobil med det populære Android-styresystem.
Det beviste HTC, da de taiwanske mobilsnedkere for cirka et år siden lancerede kæmpe-sællerten Wildfire, som var en billigere version af HTC's topmodeller.
Nu er HTC klar med opfølgeren Wildfire S, der igen sigter mod at give dig seriøse smartphone-smæk for skillingen.
Wildfire S er udstyret med styresystemet Android 2.3 og HTC's brugerflade HTC Sense, som er kendt fra producentens langt dyrere modeller.
Fra salgsstart lyder prisen på 2.200 kroner uden abonnement. Det er 2.500 kroner billigere end iPhone 4 16GB og over 1.000 kroner billigere end den nye LG Optimus 2X.
Vi har testet Wildfire S, og i videoen herunder kan du se smartphonen og høre vores dom.