28. april 2011
I dag er det international arbejdsmiljødag, og det markerer vi sammen med andre fagforbund og vores unge støtter fra Fremtidsfighters foran Retortvej-byggeriet.
Vi har besøg af blandt andre Blik & Rør, BUPL, Socialpædagogerne og Havnearbejderne samt af Lufthavnsfunktionærerne, der med et stort banner sørger for, at alle, der kommer i bil til Retortvej, ser de er der.
Vi er mange i dag - også mange af dem, der normalt er på arbejde efter vedtagelsen på medlemsmødet i går ("En arbejdende kollega har udarbejdet et oplæg til en 24-timers arbejdsnedlæggelse, som efter en lang debat vedtages med et stort flertal," skrev Joan i fjerde del af dagbogen, red.).
Vi har også besøg af en yderst festlig gøgler på stylter, der udklædt som Abraham Lincoln tager pænt imod i indkørslen til Retortvej. Godt at få grinet sammen igen i dag.
Jeg har meldt mig til at pakke godteposer til børnene til på søndag 1. maj, og sammen med flere andre konfliktramte får vi pakket 200 poser med rare ting på Mølle Allé i Valby.
Depression
Jeg sidder tilbage sammen med en medlockoutet kollega og får en sludder. Hun fortæller mig, at hun har det skidt og rent faktisk har haft en mindre depression på grund af konflikten.
Shit, tænker jeg, endnu en ... Hun er heldigvis ved forholdsvis godt mod, og jeg tænker, at hun har grebet sig selv i tide. Hvor skal vi altså bare passe på os selv og hinanden!
Jeg tror, at rigtigt mange har oplevelser med sig selv, der peger i retning af stress og/eller depression uden dog at kunne sætte ord på. Hvor er det vigtigt, at vi taler åbent med hinanden om det.
Hjemad igen. Min mand har lige ringet for at fortælle, at han har været nødt til at tage husstandens eneste usb-modem med på seminar. Det tørlægger resten af os for internetforbindelse indtil fredag eftermiddag. (Joan fortalte i sin første dagbog, hvordan husets ADSL-forbindelse blev lukket 10. februar - dagen efter, hun var blevet lockoutet fra CSC, red.).
Tja, så bliver der jo ikke så meget ud af at læse mails og tjekke nyheder i dag. Underligt... jeg kan mærke, at der mangler 'noget' - det føles ganske tomt.
29. april 2011
Da jeg møder op på Retortvej kl. 7.30, bliver jeg mødt med kommentaren "Det er helt forfærdeligt - har du læst det?" Og jeg har jo ikke læst noget, da jeg har været uden internetforbindelse.
En af vores tillidsmænd er blevet bortvist, fordi han har videresendt den udtalelse, der blev vedtaget på onsdagens medlemsmøde uden klart at gøre opmærksom på, at selve udtalelsen ikke kom fra ham selv, men blot af hjælpsomhed var videresendt.
Helt ærligt, det er bare under lavmålet. Er der slet ingen anstændighed tilbage hos vores ledelse?
Bortvist pr. brev efter 40 år
Vores tillidsmand er efter mere end 40 års ansættelse blevet fyret og bortvist via et brev, der blev afleveret i postkassen på hans bopæl om aftenen kl. 19.30.
Resten af de tillidsvalgte for Prosa har i sympati nedlagt deres tillidshverv.
Jeg er rystet - virkelig rystet! Alle er rystede ...
Kl. 9 har jeg og to andre en aftale på Engvej, vi skal til skrub-af-morgenmad for vores lockoutede kollega, der har fået nyt job.
Jeg skal hurtigt erfare, at det ikke længere er så nemt at komme ind på min arbejdsplads - selv ikke med et gæstekort.
Vagterne har fået indskærpet, at gæster skal eskorteres rundt - også selv om vi kun skal opholde os i kantinen, hvor der ikke er adgangskontrol.
Da vagten hører, at vi er nogle af de lockoutede, ændres hans fremtoning markant.
Østeuropæiske grænsevagter behandler os som terrorister
Han slukker mikrofonen og foretager et kontrolopkald, som jeg jo så ikke kan høre ordlyden af. Jeg føler mig hensat til grænseovergangene mod øst i Jerntæppets tid. Mon jeg står registreret som terrorrist? Det er en dybt ydmygende situation.
Vi får dog lov til at blive eskorteret til kantinen, hvor vi spiser morgenmad. Vores kollega, som vi har anført som vært i forbindelse med udstedelse af gæstekortene, forlader pludselig kantinen. Midt under min tale, hvilket undrer mig meget.
Hun kommer kort tid efter tilbage - rystet og ked af det - og undskylder, at hun måtte gå. Men hun har lige måttet stå skoleret for den øverste leder i vagten, fordi hun ikke havde VARSLET, at vi skulle komme. Altså os tre sprængfarlige lockoutede CSC-medarbejdere.
Der var også andre gæster, men de skulle ikke varsles - de var jo 'rigtige' gæster.
Hvad sker der? 'Persona non grata' og 'Bad standing' dukker op på min egen lystavle. Jeg har vel for pokker ikke gjort noget forkert? Det er da ledelsen, der har sendt mig ud og ikke omvendt ...
Jeg kan ikke komme hurtigt nok ud derfra og hjem - ikke engang for at se royalt bryllup fra London. Jeg er simpelthen for rystet af det hele i dag. Hvor er vi dog på vej hen? Hvad tænker vores ledelse på?
Nå, igen må min familie og min dagbog lægge ører til mine fortællinger om konflikt, bortvisning og kontroller.
Hvor er jeg dog træt af og trist over at være gidsel i dette spil!
2.maj 2011
Så fik de ham! Jeg vågner til radioavisen, hvor oplæseren med fornøjelse i stemmen proklamerer, at amerikanske soldater har fanget og skudt Osama Bin Laden efter 10 års søgen. Måske er der alligevel noget retfærdighed til?
En ny uge med stilleaktioner, virtuelle blokader, aktioner og udelukkelse fra arbejdet starter med endnu en stilleaktion på Retortvej.
Fra i dag sælger vi også t-shirts ved porten, og det afstedkommer en del tumult og trafikpropper på Retortvej. Mange af vores kolleger vil gerne købe en t-shirt, men der er også nogle, der stadig hverken hilser eller så meget som kigger på os, når de kører ind. Tanken, om de mon har dårlig samvittighed, strejfer mig. Måske er de skruebrækkere?
Mit aktivistudstyr er nu udvidet med et rabatkort til kaffe hos Statoil og omfatter efterhånden skriggul vest, badge med teksten 'Vækst med Tryghed', nøglesnor med teksten 'Nej til konfliktramt arbejde' og så altså et rabatkort, der giver hver 10. kop kaffe gratis.
Vi er ved at være gode kunder på tanken på Retortvej, hvor vi henter kaffe og the og ind i mellem benytter kundetoilettet. Flere af de andre kunder spørger os om, hvad der foregår, og også de bliver dybt rystede, når vi fortæller, at vi er i konflikt og lockoutede på 3. måned.
3. maj 2011
Endnu en solskinsmorgen begynder kl. 7.30 på Retortvej. I dag er der fuldt program med efterfølgende konfliktmøde i kælderen på Mølle Allé og medlemsmøde i Valby Hallen senere på eftermiddagen.
På konfliktmødet får vi besøg af det nyoprettede 'Kanonudvalget', der består af nogle af vores arbejdende kolleger samt en repræsentant fra de konfliktramte.
Det er en fantastisk nyskabelse - nu har vi et udvalg, der ikke er bundet af tillidsmandsløfter, men som stadig har fat i vores kolleger indenfor.
Med dem kan vi tale uden omsvøb, og vi skal ikke gætte os til, om vi skal forstå eller fortolke, hvad de siger. Velkommen i kampen, venner!
Jeg har et par timer, der skal slås ihjel inden medlemsmødet kl. 14.30, og jeg går sammen med nogle af de andre lockoutede på café og spiser frokost. Vi griner og hygger - hvor er det befriende.
Snakken går hele dagen på, hvad vi kan gøre for at få vores tillidsfolk tilbage i kampen. Kanonudvalget har arrangeret medlemsmødet i Valby Hallen med det formål at få dem til at komme tilbage.
Det er et godt medlemsmøde i en positiv ånd. Vores tillidsfolk får adskillige stående klapsalver for at understrege opbakningen til dem, ligesom vores fyrede og bortviste kolleger bliver hyldet.
Vores tillidsfolk er tilbage på banen efter en overvældende tilslutning til en fælles udtalelse fra medlemmerne.
4. maj 2011
Stilleaktiondag på Retortvej, som dog ikke løber så stille af sig. Kl. 9 får vi besøg af den amerikanske sanger Dave Rovics, der synger og spiller for os i en times tid. Det er meget festligt, og hvem skulle have troet, at jeg ville stå og synge med på diverse arbejder- og protestsange udenfor min arbejdsplads? Det havde jeg i hvert fald ikke selv set komme for bare tre måneder siden ...
Folk falder på stribe - inden for murene
Vores kolleger inden for murerne kommer ud i hobetal og slutter sig til os for at høre musik, og vi er rigtigt mange, der står og hygger os.
Jeg hører flere historier om kolleger, der har givet op og er gået syge hjem. De falder simpelthen på stribe derinde, hvor presset på alle måder er blevet for stort. Jeg føler med dem og håber, at de alle kommer godt igennem.
Om eftermiddagen får jeg en opringning fra en af mine lockoutede kolleger, der glædestrålende fortæller, at hun fik jobbet hos Microsoft. Hvor er jeg glad på hendes vegne, men hvor er jeg dog samtidig ked af at miste hende i vores flok. CSC har mistet endnu et guldkorn ...
Måske skal jeg tage de velmenende opfordringer fra mange alvorligt og selv begynde at kigge på jobmarkedet? Jeg må sige, at tanken om det kommer tættere og tættere på ...
5. maj 2011
Igen i dag har vi stilleaktion på Retortvej, og jeg har et møde på Mølle Allé, hvor vi skal forberede os på et foredrag til dagen efter.
Døde, da manden var blevet bortvist
Vi møder flokken af fyrede og bortviste kolleger fra kundegrupperne, der holder møde samtidig og taler med nogle af dem. De er mærkede af situationen, men fattede og afklarede. Ingen har fortrudt noget.
Det skærer i mit hjerte at høre, hvordan en af dem fortæller, at han for et par dage siden mistede sin kone. Selvom hun var alvorligt syg i forvejen, så gjorde situationen på CSC, at det hele blev speedet voldsomt op. Du har min dybeste medfølelse og må din kone hvile i fred ...
Efter informationer og koordinering af foredraget går turen hjem. I aften skal jeg sammen med min mand og vores ældste søn til koncert med musikskolens vanvidsorkester, hvor vores yngste søn spiller guitar. Temaet er Motown-musik, og hold da så lige op, hvor er de dygtige. Imponerede og med en glad fornemmelse i maven går vi hjem.
6. maj 2011
Stilleaktion på Engvej, hvor vejret stadigvæk er med os. Det er jo her, jeg normalt ville passe mit arbejde fra og det er rigtig rart at gense kolleger, der kommer ud for at hilse på os og få en sludder.
Grov mobning af kolleger
En af mine kolleger er langt nede i dag. Nogle af hendes kolleger har usympatisk spurgt hende, om hun virkelig troede, at der er nogle, der vil have hende tilbage eller ansætte hende, sådan som hun har fremturet og stukket sin ledelse i ryggen.
Sig mig en gang, hvad Fa.... bilder de sig ind?
Det er simpelthen så dum en udtalelse, at man under normale omstændigheder ikke ville tage sig af det. Men vi er ikke under normale omstændigheder, og sådan noget går dybt ind, når man er i en sårbar situation i forvejen. Skiderikker!
Min kollega er intet mindre end fantastisk og har opført sig ualmindelig anstændigt og loyalt, når man tager i betragtning, hvad vi er blevet budt!
I dag skal jeg sammen med en lockoutet kollega og vores bortviste tillidsmand ud for at holde foredrag for Metal Tele Øst's bestyrelse på Metalskolen ved Slangerup.
Jeg kører sammen med min kollega der op. Vi er begge tidligere TDC-ansatte, og vi møder flere af vores kolleger fra den tid. Hvor er det rart at gense dem og få styrket sit netværk.
Foredraget går rigtig godt. Vi taler om, hvad der er vigtigt at huske, når man skal organisere sig i en konfliktsituation. Tak for en god eftermiddag!
Motorfejl, kør på værksted
Min mand henter mig, for vi skal til 50 års fødselsdag, og det er den eneste måde, vi kan få det til at hænge sammen på. Desværre bryder vores bil sammen på vej hjem. 'Motorfejl, kør på værksted' står der venligt i displayet. Fedt. Vi kan slet ikke starte den og må vente på at blive bugseret hjem og kommer en time for sent til festen, som til gengæld varer til den lyse morgen.
9. maj 2011
Tre måneders jubilæum, hvilken trist dag. Til dagens stilleaktion på Retortvej bærer jeg sammen med de andre sørgebind.
Tre måneder er godt nok lang tid ...
Dagen blev markeret med morgenmad uden for Retortvej. Der var indkøbt masser af rundstykker, ost og pålæg og sørget for kaffe og te - fantastisk arrangement og meget populært også hos vores arbejdende kolleger. Mange kom ud og fik en sludder, og vi solgte som sædvanligt t-shirts ved porten. Støttenetværket havde sørget for, at der var musik til maden.
Trods den triste anledning formår vi stadig at holde humøret oppe. Dog er der hver dag nye meldinger om folk, der går ned med flaget indendøre. Øv.
Jeg kører hjem, jeg har en aftale i sommerhuset med en VVS-mand, der skal reparere vandvarmeren i vores nye anneks, og så kan jeg samtidig nå et par timer på liggestolen i solen med min bog.
10. maj 2011
Ingen morgenaktion i dag, hvilket ikke var kommunikeret 100 procent ud til alle. En enkelt lockoutet og to støtter var mødt op som de eneste på Retortvej. Godt gået, men de følte sig lidt ensomme.
På konfliktmødet diskuterer vi meget, om vi fortsat skal aktionere om morgenen, og det er der faktisk meget stor opbakning til. Jeg tænker også, at signalværdien er god, og jeg ved, at mange af vores arbejdende kolleger nyder at komme ud til os og få en sludder. Og de benytter bestemt også lejligheden til at fortælle os om, hvad der sker derinde.
Nye overfrakker, sygemeldte kolleger og psykisk pres er nogle af emnerne. Det er bare så vigtigt, at vi signalerer, at vi er der for vores kolleger - de har nu støttet os så længe, og vi støtter klart dem ...
Nej til brosten og molotov-cocktails
Et andet varmt emne på dagens konfliktmøde er muligheden for, at vi vil gå over til fysisk blokade. Der er mange meninger for og imod og mange løsningsmodeller for, hvordan en fysisk blokade kan udforme sig.
Jeg gør mig også mine tanker om det, og jeg må indrømme, at jeg nok er ved at nå dertil, hvor jeg ikke længere kun vil være den flinke pige. På den anden side, så er jeg heller ikke indstillet på at gøre noget ulovligt.
Enkelte af mine medlockoutede er dog tvivlende. Jeg tænker, at det er et rigtig godt billede på, at vi alle er forskellige steder på vores konflikt-udviklingsvej. Nogle er klart mere modne til det end andre, og vi rykker os alle hele tiden.
Jeg har selv rykket mig meget, kan jeg mærke - meeen, der er altså stadig langt til BZ-lignende adfærd - ingen brosten og ingen molotov-cocktails herfra ...
Jeg tager toget hjem.
11. maj 2011
Jeg har ikke noget netværk derhjemme i dag og det er en meget bar fornemmelse ikke at være opdateret på mails og nyhede,r inden jeg tager af sted mod København.
Ingen stilleaktion foran Retortvej i dag, så i stedet tager jeg sammen med nogle kolleger til Christiansborg, hvor vi har meldt os som tilhørere til åbent samråd i skatteudvalget med skatteministeren og åbent samråd i kommunaludvalget med integrationsministeren.
Samrådene ligger tidsmæssigt meget tæt på hinanden, så for en sikkerheds skyld vælger vi at dele gruppen op, så vi er sikre på, at vi er repræsenteret begge steder.
Det medfører noget ventetid, som udnyttes til en kort rundvisning af en veninde til en kollega. På vores lille rundtur kommer jeg forbi en studiekammerat, som arbejder i Tinget som kommunikationsmedarbejder for et af partierne. Hvor er det hyggeligt at hilse på hinanden og få et stort kram.
Jeg vælger at deltage i kommunaludvalget, hvor der er stillet spørgsmålstegn ved CSC's brug af udenlandsk arbejdskraft til konfliktramt arbejde.
Jeg synes normalt godt om Søren Pind qua hans optræden i Mads og Monopolet lørdag formiddag på P3, men jeg må sige, at han gør det noget bedre i radioen end i virkeligheden.
Han vil egne sig glimrende til en reklame for Tefal - sjældent har jeg oplevet en så teflonbelagt person. Direkte adspurgt af tre forskellige personer om samme spørgsmål, lykkes det ham konsekvent at undlade at svare ...
Efter samrådene går turen tilbage til Valby, hvor der er indkaldt til medlemsmøder. Agendaen er, at vi skal stemme om, hvorvidt vi medlemmer vil give vores mandat til, at der bliver fremsendt 2. strejkevarsel, således at vi kan starte en storkonflikt efter 1. juni.
Slut med at blive trukket rundt i manegen
Jeg er spændt på resultatet, spændt på, om alle bakker op om, at vi skal stå fast og ikke opgive uden kamp.
Jeg tænker, at hvis det bliver et nej, så har jeg været lockoutet i tre måneder til ingen nytte. Mine tanker om et nej bliver gjort til skamme, idet der er et ekstremt klart JA til at gå videre.
Sådan, så er vi klar. Nu har vi været trukket rundt i manegen længe nok, nu er det slut med at lege flinkeskole ...
Jeg tager toget hjem med en god fornemmelse i maven. Derhjemme har vi fået netværk igen - det viste sig at være 3, der havde haft udfald på deres net. Vi har også fået vores bil hjem fra værkstedet og er en hel del penge fattigere.
12. maj 2011
Torsdag og ingen morgenaktion. Jeg starter med møde i pressegruppen kl. 9.30 på Mølle Allé.
Konfliktmøde kl. 11 og bagefter med bussen ind til Christiansborg, hvor jeg i dag har meldt mig som tilhører til to samråd - begge med Bertel Haarder. Han er knap så teflonbelagt som Søren Pind var i går, og jeg fornemmer klart, at han lytter til, hvad Line Barfoed siger.l Mon ikke, at der er nogle embedsmænd, der får travlt med at tjekke op på tingene omkring CPR her bagefter?
Det er sjovt at se de forskellige politikere i virkeligheden frem for i medierne. Der er heftig aktivitet rundt på gangene, og det summer af valgrygter ...
Efter Christiansborg tager jeg bussen tilbage til Retortvej, hvor vi i dag har eftermiddagsaktion med øl og sodavand samt grillpølser. Jeg må tage hatten af for de af mine kolleger, der har fået banket dette arrangement sammen: I er for seje!
Aktionen er godt besøgt af såvel konfliktramte som arbejdende kolleger, og der hersker en rigtig god stemning.
Jeg tager toget hjem til en stille aften med familien.
13. maj 2011
Ingen aktioner og ingen møder i dag. Vi har fået en fridag.
Jeg tjekker mail og nyheder på nettet. Alle medlemmer har fået en mail sent i aftes, da forhandlingerne i Forligsinstitutionen igen var brudt sammen, og parterne var gået fra hinanden.
Jeg er holdt op med at blive overrasket.
Men helt ærligt - kan vi ikke snart få stoppet denne konflikt? Det er altså ikke sjovt længere ...
Jeg tror ikke, at der er nogle, der for alvor tror på en forhandlingsvilje fra ledelsen, før vi kommer tættere på 1. juni og en storkonflikt - desværre ...
Fra ledelsens side er der desværre stadig tale om forhaling fremfor forhandling.
Jeg tager i sommerhus og slapper af på en velfortjent lang weekend. På mandag går det løs igen med aktion kl. 7.30 på Retortvej med deltagelse af diverse støttenetværk og andre forbund.
