Test: Sony Ericsson X10 - en usleben diamant

Sony Ericssons første forsøg på en Android-mobil har massevis af potentiale, men er noget grov i kanterne. Og det er svenskjapanernes helt egen skyld. Mød kæmpetelefonen her.

1. Test: Sony Ericsson X10 - en usleben diamant

Da Sony Ericsson annoncerede X10 i november sidste år, lignede mobilen lidt af et monster.

Vi snakker om en iPhone-baskende 4-tommer stor skærm, 1 gigahertz-processor og et 8-megapixel kamera med autofokus, ansigtsgenkendelse og billedstabilisering.

Nå ja, og så er X10 baseret på det Google-designede Android-operativsystem, der har vist sig både at være funktionelt og brugervenligt.

Oprindelig skulle X10 have fundet vej til butikshylderne tilbage i februar, men nu ser det ud som om, mobilen først bliver klar om et par uger.

Men det er ikke fordi, Sony Ericsson har ligget på den lade side.

Da jeg så X10 på CES-messen i Las Vegas i januar virkede mobilen lidt trist, tyk og meget plastikagtig.

Den model, der kom ind af døren for et par dage siden, virker subjektivt tyndere, mere robust og materialevalget udstråler i højere grad, at her er tale om et kvalitetsprodukt.

Men selvom X10 har udseendet med sig, så er det jo det indre, som tæller...

2. Det gode...

Lad os dog først starte med at rose Sony Ericsson for at have store ambitioner.

X10 imponerer med sin 4-tommer store skærm med 854 x 480-pixel opløsning.

Den er baseret på TFT-teknologien og er altså ikke umiddelbart lige så visuelt imponerende som de AMOLED-skærme, som vi eksempelvis har set på HTC Legend og Google Nexus One.

Når det er sagt, så er det dog vigtigt at påpege, at skærmen stadigvæk er herlig til at overskue store websider eller tjekke fotos og film på farten.

Det store skærmareal går fint i spænd med den hurtige SnapDragon-processor, som vi også kender fra Google Nexus One, HTC HD2 og den kommende HTC Desire.

Den sætter fut under Android-operativsystemet, og de mange hestekræfter mærkes tydeligt, når der for eksempel skal vises store, komplekse websider i browseren.

Hvis nogen kan finde ud af at smide ordentlige kameraer i mobiltelefoner, så er det Sony Ericsson, og X10 er ingen undtagelse.

Du får hele otte megapixel at bolte dig med, men det vigtigste er, at kameraet tager klare, veldefinerede billeder uden alt for meget støj.

Du får massevis af assistance med scenetilstande, nem autofokus og tryllerier som ansigts- og smilgenkendelse.

X10 lover også at kunne genkende op til fem ansigter på et billede og automatisk relatere dem til dine kontaktpersoner, men det tager tid at træne softwaren i at genkende dine venner. Heldigvis kan du selv tagge billederne direkte på mobilen, og de vil så dukke op i dine kontaktpersoner.

I det hele taget skal Sony Ericsson have ros for Mediascape-applikationen, der holder styr på musik, fotos og video.

Det er nemt at overskue alle dine digitale medier, både dem der ligger på mobilen og resten, som morer sig i skyen, for eksempel på Google Picasa.

Musikafspilleren er godkendt med pil op, og du kan endda bede mobilen om at hente de album covers, som af en eller anden grund ikke kom med ved overførslen.

Synes du et nummer er fedt, kan du trykke på "Infinite"-tasten og straks finde numre fra samme kunstner på mobilen, mere information på Google eller relaterede videoer på YouTube.

Du får endda mulighed for at søge i Sony Ericssons PlayNow-butik. Det er en god detalje.

Det er nemt at synkronisere kontakter, kalender og e-mail, især hvis du allerede har en Google-konto.

Alternativt kan du kaste dig over Sony Ericsson Sync, der sørger for at holde styr på hele dit mobile liv. Sony Ericsson Sync er især smart, hvis du kommer fra en tidligere Sony Ericsson-mobil, da du på den måde nemt kan overføre kontakter, kalender, bogmærker og så videre.

Vil du synkronisere X10 med din Exchange-server, så skal du have fat i de medfølgende Moxier apps. Det fungerer i bund og grund fint, men en fuldstændig integreret løsning ville have været at foretrække.

3...og det onde

Stort set alle de problemer, vi har haft med X10 er relateret til software.

Den kommer med Android-operativsystemet i version 1.6 selvom version 2.1 har været tilgængelig i månedsvis, og eksempelvis er HTC Legend allerede ude i butikkerne og kan prale af det høje versionsnummer.

Nu betyder et "2.1" ikke nødvendigvis alverden, men det er tydeligt, at Sony Ericsson har haft en hård førstegangsoplevelse med Android.

Selvom mobilen er udstyret med en hurtig processor, så er den underlig sløv til at navigere rundt i menuerne, animationer og overgange har det med at hakke, og nogle gange føler man, at det hele er ved at gå i stå.

Vi tror, det har noget med Sony Ericssons egenudviklede brugergrænseflade at gøre, for mobilen er ellers hurtig nok, når der skal tjekkes websider, findes adresser i Google Maps eller skydes fotos.

Dertil kommer, at det virtuelle tastatur også føles langsomt og til tider uresponsivt, men det værste er, at du selv skal opdrage ordbogen helt fra starten af.

Det betyder, at sms-oplevelsen i X10 er frustrerende til at begynde med, men vi indrømmer, at det bliver meget bedre efter en uges brug.

Selvom vi er ret begejstrede for den førnævnte MediaScape-funktion, så smitter det ikke af på den sociale lillebror med navnet Timescape.

Ideen med Timescape er velkendt: her samles al kommunikation på mobilen, og du kan se, hvad vennerne har skrevet på Facebook eller Twitter, hvem du har sms'et og e-mailet sammen med, og hvad du selv har foretaget af opkald, musikafspilning eller knipseri med kameraet.

Ideen er god, men udførelsen halter. Sony Ericsson prøver sig frem med en fræk visuel stil med lidt 3D-lir, men ender bare med at være irriterende. Det er nemlig svært at læse, hvad folk egentlig har skrevet på Facebook eller i en sms til dig, og Timescape har det også med at hoste fra tid til anden, når du hurtigt prøver at skifte imellem de forskellige data.

Det er også tydeligt, at Sony Ericsson er mindre god til at skabe en gennemført og behagelig brugeroplevelse end eksempelvis HTC.

Menuerne er oversat direkte til dansk fra engelsk, hvilket betyder, at du støder på menuer som "Trådl. kontrolelementer," og hvis du vil afinstallere et hentet program fra Android Marked, så skal du ind i "Administ. programmer," hvor også alle de medfølgende programmer og tjenester findes. Det er med andre ord ikke særlig bekvemmeligt og ret så uoverskueligt.

Det er sjældent, at vi skriver noget om talekvaliteten i en mobil nu til dags. Det forventes bare, at det er i orden.

Det er det også på X10, men kun lige ved og næsten. Det første eksemplar, vi fik til test, havde en mærkelig fejl, der resulterende i en robotagtig genklang eller ekko i røret. Nå ja, alle kan lave fejl, men selv den seneste testmodel har kun acceptabel opkalds- og talekvalitet.

Det er tydeligt, at X10 godt kunne bruge støjreduktion, som vi blandt andet kender fra Google Nexus One.

4. Dommen over X10

Dette er i bund og grund en svær anmeldelse at skrive. Jeg vil rigtig gerne synes om X10. Jeg vil rigtig gerne rose Sony Ericsson for at have set lyset og prøve at kreere et monster af en mobil på en platform, der rent faktisk har en fremtid, og som funktionsmæssigt er med helt i toppen.

Problemet er bare, at det virker som om, Sony Ericsson enten ikke rigtig gider at lave ordentlig software eller ikke har kompetencen.

Og det er altså et problem i dag, hvor velfungerende, brugervenlig og appellerende software er den måske vigtigste konkurrenceparameter, i alt fald når vi snakker smartphones til gadgetnørder, teknologi-entusiaster eller andre krævende brugere.

Som det ser ud lige nu, vil jeg hellere anbefale HTC Legend, og det er på trods af den mindre skærm med lavere opløsning, det middelmådige kamera og den noget sløvere processor.

Vil du bare have en stor skærm og masser af hastighed, så ser det ud til at du skal koncentrere dig om HTC Desire, der kommer om få uger og i vores tidlige test viser en helt anden side af Android.

X10 har massevis af potentiale. Designet er fint om end lidt gammeldags, der gemmer sig hurtig hardware inden i, og mobilen er udstyret med et lækkert kamera, der sagtens kan præstere brugbare pletskud i hverdagen.

Sony Ericsson har adgang til et fremragende operativsystem i Android, men kan ikke finde ud af at udnytte det på en ordentlig måde.

Vi kan derfor ikke konkludere andet end, at X10 er en vingeskudt monstermobil med masser af muligheder. Den er, som vi skriver i rubrikken, en usleben diamant.

Potentialet er der, det bliver bare ikke udnyttet godt nok, og derfor må X10 leve med en middelmådig karakter.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere