Jeg har før skrevet om en sociolog, der undrede sig over, at man kunne få ganske almindelige, søde mennesker (varmt klædt på, gode mod dyr, nogle af dem endda med børn) i hundredtusindvis til at deltage i Holocausts civile administration.
Én ting var de cirka 58.000 mennesker, der fungerede som lejrvagter, og som sikkert også var mennesker engang. Flere af dem udviklede sig lidt uheldigt, og HR-politikken i lejrene var generelt på et niveau, som selv danske afdelinger af multinationale it-virksomheder ville finde problematisk i dag.
Men de civile administratorer havde jo ikke været på Østfronten eller modtaget grundig peer-to-peer-skoling i lejrene.
Det var ganske almindelige mennesker, der nogle gange var superstressede, fordi de BÅDE skulle nå at bestille en ny og bedre ovn til Auschwitz OG huske at købe ind til middag. Som skulle have bestilt ekstra kvægvogne til det sydlige Frankrig OG nå at hente lille Günther i børnehaven, før man endelig kunne slappe lidt af i weekenden med familien.
Sociologen konkluderede, at når der er et væld af processer og procedurer og regler og administrative straffe for ikke at følge disse - så lægger folk deres moralske og etiske kompas fra sig. Han pointerede, at det var den samme adfærd, han så i de store bikse nu om dage, offentlige som private.
Jeg må sige, at jeg har været i syv sind, om jeg skulle røbe det her, eller ej. Men sandheden varer længst (skønt det andet går hurtigere) og er lettere at huske, så nu får I den:
De store bikse - der har svælget sig i opsvinget og opbygget total proces-, procedure- og regelbaseret styring, komplet med indbyggede strafpoints (der i IBM for eksempel medfører fyring, når man tre gange er blevet afsløret i ikke at overholde en procedure) - de har det lidt svært for tiden.
En elefant er en elefant
En elefant med lyserøde dansesko og sløjfe i håret er stadig en elefant, og det kræver rigtigt meget læbestift at få stødtænder til at se tilforladelige ud i kundens øjne. Og de har fundet ud af, at snablen kan stikke RIGTIGT dybt.
Vi små bikse møder dem skam, men de er så fedtlagstunge, at det kun er de offentlige tax-eaters, der har råd til dem nu. Vi andre har pludselig en chance, og en af mine venner (der også har en mindre fedtbiks) mente forleden, at vi har et vindue på to år, før de har været så langt nede, at de har gjort det nødvendige.
Der er masser af dissidenter i disse organisationer (utilpassede mennesker med blik for virkeligheden), der råber op. Men nu har jeg opdaget, hvordan man får dem til at være stille og krybe tilbage til deres hotdesk i storrummet med forbud mod at tale med kunder:
Man har en fuldt legal torturmetode, som vinder udbredelse med lynets hast i disse år: Conference call'et.
Vandtortur
Et conference call var faktisk bare en telefonsamtale, men når det berammes som følge af, at en dissident i disse corporate death camps IGEN har prøvet at foreslå noget indlysende fornuftigt (eller endnu mere absurd: har taget en kundes parti), så bliver det til internettets waterboarding (vandtortur, red.).
Det nyeste er nemlig, at disse conference calls kører over Skype eller lignende, så man er lænket til sin laptop på et tidspunkt, der er godt for den amerikanske vestkyst.
Prøv at være enlig mor og have et conference call fra 17 til 18 på en fredag for at diskutere nødvendigheden af at overholde en procedure for procedurens skyld.
Jeg tror nok lige, hun holder sin kæft en anden gang.
PS: En forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet fandt for nylig ud af, at vi er det land, hvor der bruges mest tid på interne møder. Ifølge ham er de fleste af dem er for resten overflødige.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.