Artikel top billede

Test: Gennemført Intel P67-bundkort fra Asus

Asus P8P67 Deluxe er et funktionspumpet bud på et bundkort til Intels Sandy Bridge-processor. Det kan kombinere SSD og harddisk, gør overclocking nemt og erstatter den gammeldags BIOS med UEFI. Få dommen her.

1. Test: Gennemført Intel P67-bundkort fra Asus

Intels Sandy Bridge er en glimrende processor. Og traditionen tro skal en veluddannet pc-hjerne parres med et velfungerende og gennemført bundkort, hvis det fulde potentiale skal indfries.

I takt med ankomsten af de nye Core i3-, i5- og i7-processorer blev vi tvangsfordret med en ny processorsokkel - LGA1155. En ny sokkel betyder, at du er nødt til at anskaffe nyt bundkort, hvis du vil have Intels mest avancerede chip monteret under kølerhjelmen på din egen pc.

Bundkort til sokkel LGA1155 fås indtil videre hovedsageligt med to chipsæt, kaldet P67 og H67, som vi tidligere har dækket. Den mest avancerede løsning møntet på entusiaster er P67, der typisk koster mellem 1.000 og 1.500 kroner og opefter; til sammenligning kan et mere sparsomt udstyret H67-bundkort typisk fås fra knap 650 kroner.

Vi har slagtet fedekalven og testet producenten Asus' bud på et P67-bundkort, der har funktionalitet både til gården og gaden. P8P67 Deluxe har overclocking-egenskaber, så selv nybegyndere kan klemme højere hastighed ud af Intels nyeste processorer uden at være fortrolig med den ret avancerede begrebsverden.

I overhalingsbanen

Vi har testet med Intels Core i5-2500K-processor, der ganske vist netop er en overclocking-egnet model med mulighed for at flå gashåndtaget i bund, men det krævede blot et klik med musen i den medfølgende software at forøge frekvensen mærkbart. Extreme-indstillingen tvang eksempelvis vores Core i5-2500K op fra 3,3 til 4,6 gigahertz - svarende til en frekvensforøgelse på 40 procent.

Her har vi med stor sandsynlighed nået loftet for processorens formåen med regulær luftkøling, og vi valgte til daglig brug et lavere overclock. At bundkortet - og processoren - kan præstere en så massiv hastighedsforbedring med meget få museklik er dog i sig selv imponerende.

Bundkortet er testet med otte gigabyte DDR3-ram fra Corsairs Vengeance-serie på 1.600 megahertz. Op til 32 gigabyte DDR3-ram er understøttet, hvis du bare ikke kan få nok hukommelse, men dertil skal meget specielle behov nødvendigvis på banen.

2. Funktionalitet i topklasse

Asus P8P67 Deluxe steder den gråhårede og gammeldags BIOS til evig hvile til fordel for UEFI (Unified Extensible Firmware Interface), som vi tidligere har skrevet om.

Med UEFI kan du benytte musen, når du ændrer grundlæggende indstillinger på din pc; BIOS'en er simpelthen gjort mere visuelt indbydende og brugervenlig. Og så skader det jo ikke, at du kan boote dit styresystem direkte fra harddiske, der er større end 2,2 terabyte, hvilket normalt ikke er muligt med et almindeligt bundkort.

Spækket med USB-porte

Asus har med P8P67 Deluxe leveret intet mindre end fire USB 3.0-porte og op til 12 almindelige USB 2.0-porte. To af USB 3.0-portene findes på bagpanelet, mens yderligere to kan tilsluttes kabinettets frontpanel. Asus medleverer selv et frontpanel, som du kan montere i dit kabinet, hvis det fra fabrikkens side ikke er udstyret med USB 3.0.

Der er også fundet plads til eSATA, Firewire, otte Serial ATA-porte, RAID-understøttelse, to Gigabit Ethernet-stik, understøttelse af SLI og Crossfire, Bluetooth og meget andet.

Smart hybriddisk

Vi har tidligere rost Seagates hybriddisk, Momentus XT, der smart kombinerer stor harddisk-baseret lagerplads med et mindre SSD-lager, der kan huse de vigtigste filer - og dermed blandt andet få Windows og programmer til at starte hurtigere.

Asus' fikse bundbræt inkluderer en lignende genistreg i form af Marvells HyperDuo-løsning, der kan smække SSD og harddisk sammen og automatisk placere de data, der benyttes mest, på SSD-lageret. Det er en fortrinlig balance mellem ydelse og lagerkapacitet, som SSD-diske normalt ikke kommer i nærheden af.

Teknologien leveres af Marvells Serial ATA-controller på bundkortet, der understøtter SATA 6 Gbps-standarden, RAID 0 og 1 - og HyperDuo.

Langt fra alle SSD-diske er officielt understøttet, men en række modeller fra Intel, Crucial, Kingston og OCZ skulle virke fremragende. Vi prøvede med Intels X25-M G1 80 GB og en 7K1000.B-harddisk fra Hitachi på en terabyte og kunne i flere tilfælde observere ydelsestal, der næsten befandt sig på rendyrket SSD-niveau til trods for, at en mekanisk harddisk var inde i billedet.

Selv om læse- og skrivehastigheden i nogle tilfælde var klart forbedret, var det dog især den såkaldte adgangstid, der imponerede - og sørgede for, at applikationer startede på rekordtid.

3. Konklusion: Fremragende bundbræt til din pc

Deluxe-modellerne i Asus' bundkortserie er den mest luksuriøse løsning til almindelige brugere; menukortet består af en attraktiv funktionsvifte, gode overclocking-egenskaber og en række mindre, men meget afgørende detaljer, der får bundkortene til at skille sig ud fra konkurrenterne på markedet.

Til endnu mere krævende brugere tilbyder Asus Sabertooth- og Maximus-serierne, der går endnu mere rendyrket efter et overclocking-orienteret publikum. Prisen er dog typisk lidt højere end for dette P8P67 Deluxe-bundkort, der koster omkring 1.600 kroner.

Relativt set er bundkortets pris altså til at overkomme for de fleste seriøse pc-brugere, der ikke vil gå på kompromis. UEFI-understøttelsen er velfungerende, bundkortet er nemt at tage i brug og har kørt upåklageligt i løbet af de seneste måneder, vi har benyttet det i vores testmaskine.

Vi afleverer derfor en regulær topkarakter til Asus P8P67 Deluxe, der er et fremragende bud på et bundkort til Intels Sandy Bridge-processorer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere