Talelysten er ikke overvældende stor hos hverken CSC i Danmark eller USA efter regnskabsfusk for op imod 430 millioner kroner er blevet afsløret.
Konkret er tidligere ansatte i CSC's danske datterselskaber under mistanke for at have gjort sig skyldige i "forsætlige tjenesteforseelser".
Derfor har selskabet iværksat en såkaldt forencic-undersøgelse, ligesom det amerikanske børstilsyn er gået ind i den omfattende sag.
Hos revisionselskabet Deloitte i Danmark, der blandt andet reviderer de danske CSC-selskaber CSC Danmark A/S, CSC Consultning Group A/S, CSC Computer Sciences A/S, CSC Airline Solutions A/S og CSC Airline Solutions Denmark A/S, ønsker man ikke at udtale sig.
"Meldingen herfra er, at vi ikke kan kommentere, da der er tale om et konkret kundeforhold," lyder det fra Deloittes pressechef, Henrik Munksgaard.
Computerworld kan berette, at et andet selskab end Deloitte, er blevet sat til at lave forensic-undersøgelsen.
Sagen har været forbi CSC's amerikanske moderselskabs øverste topchef, der ville have de interne kontrolmekanismer strammet op.
Samtidig er det sluppet ud, at flere ledere allerede er blevet udskiftet i it-koncernen, som direkte følge af sagen.
JyllandsPosten erfarer desuden, at en navngiven partner hos Deloitte ikke længere skal stå for opgaverne med CSC´s regnskaber.
Heller ikke den oplysning ønsker Deloitte, at kommentere på.