Test: iPad 2 hersker over tabletterne

Tablets er smarte - og med iPad 2 er Apples markedsleder blevet en tand smartere. Se her hvorfor vi vil anbefale den nye model over Android 3.0.

Test: iPad 2 hersker over tabletterne

Lad os starte med at gøre det klart: Alt er vel i Appleland. Efter 15 millioner solgte udgaver af iPad 1 og titusindvis af gode apps til den store skærm er verden parat til en iPad 2.

Ikke fordi verden nødvendigvis helt ved, hvad den skal bruge en tablet-computer til, men som med så meget andet it-udstyr er fascinationskraften stærkere end kræfterne, der holder din tegnebog i lommen.

Og netop i iPad´ens tilfælde gør de 60.000+ iPad apps, at du ikke nødvendigvis behøver at spille Angry Birds på din iPad, men kan vælge din egen måde at bruge den på. Det samme gør sig i øvrigt også gældende med Android 3.0-baserede tables som Xoom, men her er udvalget af programmer bare mindre og af ringere kvalitet. Voksende uge for uge, men stadig ringere og mindre.
 
Her er det nye
Overvejer du en iPad 2, har du sandsynligvis allerede en iPad 1 eller har overvejet at købe en. Derfor giver det mest mening at sammenligne iPad 2 med 1´eren, som er dagens de facto standard for tablet-computere.
 
Ny processor, samme skærm
Og her er der flere nye ting. Det mest interessante er dog, at processoren er en ny Apple A5 cpu, som Apple påstår er dobbelt så hurtig, mens grafikken er hele ni gange så hurtig. Om det nøjagtigt er ni gange så hurtigt er svært at sige, men der er ingen tvivl om, at iPad 2 er hurtigere end iPad 1.

Om du kan mærke det kommer lidt an på din internetforbindelse, men i vores test med de to generationer iPads side om side på en række store (og tunge) danske avis-hjemmesider var Apple iPad 2 cirka 30-50 procent hurtigere til at hente en side ind.

Dermed er iPad 2 foran den kommende standard for Android 3.0-baserede tablets, Motorola Xoom, der på trods af en dualcore Nvidia Tegra 2 processor ikke kunne hamle op med den nye iPad. Også uanset om browseren hedder Chrome eller Firefox 4.

Ved almindeligt brug af iPad 2 er det sværere at få øje på den helt store hastighedsforøgelse, men starter du lidt mere krævende spil som Reckless Racing HD eller Infinity Blade, kan den ekstra hastighed mærkes.

Men er du i grunden tilfreds med din iPad 1, ser vi ikke nogen tvingende grund til at opdatere. Kommer du derimod fra et hjem uden tablet, ville vi tage skridtet fuldt ud og starte med en iPad 2.

Siden de første rygter om iPad 2 dukkede op, har der været en del spekulation om, hvorvidt Apple ville opgradere skærmen til en model med høj opløsning. Men med iPad 2 får du nøjagtig samme skærm som hos etteren. Det vil sige en skærm på 9,7 tommer med en opløsning på 1.024 x 768 pixels i det ældre 4:3 format.

Formatet er måske nok velkendt, men det betyder også, at der ved filmafspilning efterlades en sort sørgerand i top og bund. Blandt andet derfor er de nye Android 3.0-modeller, som kommer i løbet af 2011, udstyret med en 10 tommer skærm med en opløsning på 1.280 x 800 pixels. Den højere opløsning gør det desuden at vise en større del af en webside, når der surfes.

Apple har imidlertid valgt det sikre, sikkert for ikke at skabe et skel mellem nye og gamle iPad apps i app store - men en højere opløsning er helt sikkert på ønskesedlen til iPad 3. Det må kunne lade sig gøre, når den ultralette Sony Vaio P bærbar i sin tid kom med en 1.600 x 768 pixels skærm på blot 7 tommer.
 

Ny og tyndere indpakning

Den oprindelige iPad 1 havde en bagside, som var presset ud af metal. Med iPad 2 har Apple taget samme produktionsmetode i brug, som de gør med deres Macbook Pros. Det vil sige, at bagsiden er fræset ud af ét stykke metal, og dermed kan Apple lave iPad 2 lettere og tyndere.

Igen, ikke fordi iPad 1 var specielt tyk eller tung, men når man først holder den nye model i hånden, opdager man pludselig, at en tyndere model er at foretrække. Specielt når prisen holdes på samme niveau.
 
Kamera for og bag
Den gamle iPad blev ofte kritiseret for ikke at have et kamera. Det har altid været en kilde til undren for denne anmelder, men det har tilsyneladende været savnet. Apple har derfor installeret et VGA-kamera på fronten til videosamtaler og et 720p kamera på bagsiden til fotos og video.

Kvaliteten af kameraerne er ikke noget at råbe hurra for (se vores test-skud til højre), for den er faktisk helt i bund. Det var kun, da vi skød en video udenfor i sollys, at vi fik et resultat, der var tilnærmelsesvist acceptabelt. Det er som sådan ikke noget, der trækker ned i undertegnedes øjne, men det forekommer sært, at Apple ikke går hele vejen og faktisk laver noget brugbart. Men det kan være, der også skal være nogle funktioner til iPad 3.
 
Nyt udstyr
En sidste ting, hvor iPad 2 skiller sig ud, er anvendelsen af det såkaldte smart cover. Låget, som coveret reelt er, sidder fast på iPad 2 med magneter, og når det fjernes, tænder iPad 2 automatisk.
Det er helt sikkert smart, og samtidig kan coveret bruges som stander. Men vi også er sikre på, at mange iPad-ejere alligevel vil investere i en eller anden form for taske, som sikrer den følsomme bagside. Coveret sidder i øvrigt ikke mere fast, end at en elskovssyg kuglepen eller nøgle i ly af taskens mørke sagtens ville kunne snige sig ind til den fine blanke skærm. 
 

Et par gamle problemer der ikke er løst

Selv om alt er vel i Apple-land - og vi vil anbefale iPad 2 til de fleste brugere, medmindre man har et særligt behov eller ønske om at prøve Googles førstegenerations-platform - er iPad 2 ikke uden bagsider.

Den største udfordring kommer i undertegnedes øjne fra styresystemet iOS, som efterhånden har et par år på bagen. Oprindeligt er systemet ikke født til at kunne håndtere flere samtidigt kørende programmer, men fik omskrevet store dele af sin kode for at kunne klare netop det.

Problemet er dog, at selve brugerfladen ikke er fulgt med. For hvor Android 3.0 på mere moderne vis fremviser et screenshot af de aktuelt kørende programmer (som kendt fra Windows 7), så viser iOS 4.3 blot ikoner, når du dobbeltklikker på menuknappen.

Når det kommer til notifikationer og widgets, er Android 3.0 også foran. For på de Android-baserede tablets vises små ikoner i en menubar, hvor du nemt kan afkode, om der er en ny Gmail klar, vejrudsigten eller en besked om din pop3-mail. Samtidig kan du med widgets trække informationer direkte ud på skrivebordet om f.eks. vejrudsigten, udsnit af de seneste mails eller Facebook-opdateringer.

Her er Apples bud med iOS 4.3 fortsat et lille nummer lagt hen over ikonet på skærmen, hvorefter du skal starte programmet for at finde ud af, hvad det betyder.

Vi er sikker på, at Apple på sigt vil indarbejde lignende mere grafiske elementer, der giver et bedre flow ved intensivt brug af tabletten, men indtil da virker Androids styrestem rent grafisk lidt mere moderne (men knap så stabilt, skulle vi hilse at sige).

Konklusion: Standarden for tablets er fortsat iPad

Overvejer du at købe en tablet, er der med iPad 2 ikke så mange undskyldninger tilbage. Apples iOS styresystem er modent, stabilt og der er 60.000+ apps i app store. Desuden er der en enorm mængde tilbehør, som lader dig skræddersy din iPad til netop dit brug.

Vi er meget opmærksomme på Googles Android 3.0 system og de tablets, der kommer over de næste måneder - og baseret på vores erfaringer med Motorola Xoom er vi fortsat positive. Men kombinationen af et knap så stabilt system og den knap så høje kvalitet i Android Market til tablets gør, at vi fortsat vil anbefale en iPad 2 til alle - medmindre du af ren nysgerrighed vil prøve noget andet.

Apple tilbyder i en periode iPad 1 til en særlig lav pris, så længe lager haves, men prisforskellen er blot 600 kroner og i vores øjne ikke nok til at retfærdiggøre at vælge den ældre model.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere