Artikel top billede

Test: Kan denne toptunede SSD-disk levere varen?

SSD-diske støder ofte ind i båndbreddeproblemer, men det kan afhjælpes med en smart løsning fra OCZ. Vi har testet RevoDrive, der giver din pc fremragende ydelse, men SSD-disken er ikke helt fri for skavanker.

Test: Kan denne toptunede SSD-disk levere varen?

En af hindringerne for de lidt dyre og hurtige SSD-diske har indtil nu været SATA 2-standarden - altså den datastandard, de fleste benytter, når lagringsenheder som harddiske og optiske drev skal kobles til computeren.

SSD-producenterne har allerede signaleret, at en ny generation af SATA 3-kompatible diske er på vej.

Selv om den nye generation ventes at blive hurtig, har hukommelsesproducenten OCZ dog stadig et stærkt kort på hånden i form af en PCI Express-baseret SSD, der går under navnet RevoDrive.
 
Højtflyvende ydelse
Vi har haft mulighed for at teste den anderledes SSD-disk og vil ikke lægge skjul på, at det har været et bekendtskab med hastighed for fuld udblæsning, der får almindelige harddiske og de fleste SSD-diske til at ligne oldtidslevn. 

RevoDrive har dog også et par problematiske kendetegn, der betyder, at SSD'en ikke er velegnet til alle. Den er mest af alt til garvede it-entusiaster, der som bekendt aldrig kan få hastighed nok og velvilligt piller siden af pc'ens kabinet, når komponenterne skal finindstilles og vises frem.

Installation og ydelsesmåling

RevoDrive lover højtflyvende hastigheder, blandt andet ved at kombinere to selvstændige SSD-diske i samme produkt - det, vi normalt kalder RAID (Redundant Array of Independent Disks).

Alternativet til RevoDrive vil altså være at investere i to enkelte SSD-diske på hver 60 gigabyte, koble dem til dit bundkorts RAID-controller og vælge en såkaldt RAID 0-opsætning.

Problemet er dog, at hastigheden normalt ikke bliver voldsomt høj med de integrerede RAID-løsninger på almindelige bundkort, og det kan derfor være nødvendigt at købe et PCI Express-baseret udvidelseskort, som normalt er relativt højt prissat. RevoDrive er simpelthen en billigere løsning, med et prisskilt på knap 2.200 kroner - der samtidig lover særdeles høje overførselshastigheder.

Sådan har vi testet

Vi har testet OCZ RevoDrive på et Gigabyte X58A-UD7-bundkort med Intels hurtige Core i7-980X-processor og 12 gigabyte hukommelse.

Vi installerede Windows 7 Ultimate 64-bit på vores testeksemplar af den toptunede SSD, der til gengæld var installeret i det primære PCI Express x16-slot. Disken har - sagt på almindeligt dansk - optimale betingelser, når den skal dyste mod en almindelig, men hurtig SSD-disk fra Corsair og verdens hurtigste harddisk fra Western Digital.

Vi kørte samme benchmark-test, som da vi udførte vores stortest af SSD-diske, og det var tydeligt, at RevoDrive trak pænt fra SSD-konkurrenten - især hvad læsehastigheden angik.

I testprogrammet AS SSD, hvor Sandforce-baserede SSD-diske normalt leverer en kontinuerlig læsehastighed på cirka 207 megabyte per sekund og en skrivehastighed på omkring 130 megabyte per sekund, blæste RevoDrive konkurrenterne af banen med en gennemsnitlig læsehastighed på omkring 385 megabyte per sekund, mens læsehastigheden indfandt sig på omkring 190 megabyte per sekund.

Det vil i praksis komme til udslag i form af højere overførselshastigheder, hurtigere boot-tid i Windows 7 samt hurtigere opstart af spil og programmer.

Og mens vi normal følte, at en almindelig SSD-disk kvitterede med en særdeles kvik pc-oplevelse, så var OCZ RevoDrive alligevel i en klasse for sig. Det gik simpelthen forrygende hurtigt.

Der var naturligvis ikke tale om helt så sensationelle hastigheder, som producenten lovede, men resultatet var alligevel imponerende.

Fuld skrue

I testprogrammet ATTO, hvor diskene hovedsageligt skal bakse med såkaldt komprimeret data, gav RevoDrive ydelsen fuld skrue. Det resulterede i en læsehastighed på over en halv gigabyte per sekund, hvilket må give enhver it-entusiast et saligt smil på læben.

Enkelte faldgruber

OCZ RevoDrive er et hurtigt bekendtskab, men disken har også et par knap så heldige kendetegn, der på sigt kan betyde, at ydelsen ikke nødvendigvis vil være helt så høj, som vi har oplevet i vores test.

Det skyldes, at den såkaldte TRIM-teknologi ikke er aktiveret, da den ikke er kompatibel med RAID-løsning på OCZ RevoDrive (læs mere om TRIM-teknologien i vores Q&A om SSD-diske).

OCZ forsikrer om, at det såkaldte garbage collection er aktivt, og at teknologien optimerer den måde, data lagres på SSD-disken, så brugeren får den optimale hastighed og levetid.

Det er svært at afgøre, hvorvidt det på sigt kan blive problematisk, at RevoDrive-disken ikke understøtter TRIM.

Vi har ikke oplevet problemer i løbet af den relativt korte testperiode, men hos meget krævende brugere vil det på sigt kunne resultere i, at ydelsen ikke længere er på helt samme tårnhøje niveau, som da disken blev taget i brug for første gang.

Det er dog alt sammen spekulationer - og med til at understrege, at OCZ RevoDrive mest er et produkt for entusiaster.

Målgruppen er med andre ord klokkeklar, og for dem kan det næppe overraske, at langt fra alle bundkort kan få glæde af SSD-disken fra OCZ. Vi råder dig derfor til at tjekke producentens kompatibilitetsliste, inden du lænser tegnebogen.

Samlet set ender vi på karakteren fire ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere