Artikel top billede

Nu mødes CSC og Prosa i retten: Det kan du forvente

Onsdag er en vigtig dag for CSC-konflikten. Arbejdsretten beslutter, om Prosas varslede strejke følger overenskomsten. Får fagforbundet ret, kan strejken starte øjblikkeligt.

Alle lockoutede CSC-medarbejdere tilbage i arbejde - eller alle lockoutede i samtidig strejke.

Så vidt spænder de mulige udfald af den afgørelse, som arbejdsretten skal træffe i konflikten mellem it-giganten CSC og fagforbundet Prosa.
 
Mødet i arbejdsretten, der begynder netop nu, onsdag klokken 11, handler om det strejkevarsel, som Prosa i februar udsendte som svar på CSC's lockout, der nu på sjette uge holder 120 CSC-ansatte væk fra skrivebordet på arbejdspladsen.
 
Strejkevarslet omfatter 49 prosa-organiserede CSC-ansatte, som fagforbundet havde udpeget til at strejke. Ideen var at finde netop de personer, som er sværest for virksomheden at undvære.
 
Skænderi om fredsaftale
Miseren er, at der mellem parterne er en aftale om hvilken type arbejde, der kan blandes ind i konflikten. Den såkaldte fredsaftale skal nemlig beskytte især kørende systemer og nødvendig vedligeholdelse.
 
CSC mener, at de medarbejdere, som Prosa har udvalgt, er beskæftiget med arbejde, som netop er beskyttet af fredsaftalen.

Derfor hev CSC Prosa i arbejdsretten den 24. februar, hvor Prosa i første omgang besluttede at udsætte strejken og afvente en beslutning fra arbejdsretten på et møde onsdag den 16. marts for at undgå at blive idømt en bod, hvis arbejdsretten senere underkendte strejkevarslet. 
 
 
Vil have samme regler
Imidlertid har CSC's afvisning af strejkevarslet fået Prosa til at argumentere for, at fagforbundet har udtaget folk til strejke efter samme model, som CSC selv benyttet til at udtage folk til lockout.

Derfor har Prosa i forbindelse med dagens møde bedt arbejdsretten om at afgøre, hvorvidt CSC's lockout overholder fredsaftalen.
 
"Hvis vores strejkevarsel er i strid med overenskomstens fredspligt, jamen så er jeres lockoutvarsel det også," siger John Jørgensen, som er faglig konsulent hos Prosa.
 
Han fortæller, at det dog ikke er sikkert, at arbejdsretten vil tage stilling til lockouten på onsdagens møde. 

Læs også:
Tillidsfolk forpurrer CSC's strejke-forberedelse

Danmarks største fagforbund mobiliseres i CSC-strid

CSC-boss afblæser it-kaos: Vi har beredskabet klar

Strejke kan starte øjeblikkeligt

Samtidig er det slet ikke sikkert, at arbejdsretten har en afgørelse klar onsdag, selvom sagen er hasteberammet.

Den renskrevne udgave med begrundelser for beslutningen kan  være en uge undervejs. Imidlertid er en tilkendegivelse af udfaldet fra arbejdsretten ifølge John Jørgensen alt nok for Prosa, hvis strejkevarslet godkendes.
 
"Vi kan jo igangsætte konflikten, så snart der er udmeldt en afgørelse i arbejdsretten. Og det vil vi selvfølgelig benytte os af. Vi har varslet en strejke, og så vil vi iværksætte strejken i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen," siger John Jørgensen.   
 
Kan miste konfliktvåbnet
Hvis arbejdsretten rent faktisk tager stilling til lockoutvarslet fra CSC og finder det i strid med overenskomsten, vil Prosa formentlig forsøge at opnå bod og erstatning for de udgifter, fagforbundet har haft til konflikten fra CSC.
 
Samtidig vil afgørelsen ifølge John Jørgensen være et slag i ansigtet på CSC, som dermed vil have mistet lockoutvåbnet frem til 1. juni, hvor fredsaftalen er opsagt og alle muligheder åbne.
 
"Det vil da være en gedigen lussing til CSC," siger John Jørgensen.  
 
Lockoutede kan risikere at strejke samtidig
Imidlertid kan arbejdsretten også vælge at give CSC ret i, at de Prosa-organiserede medarbejdere ikke må strejke, mens CSC kan fortsætte lockouten. Det vil være det værst tænkelige udfald for fagforbundet, fortæller den faglige konsulent.
 
I så fald må Prosa stryge personerne på det underkendte strejkevarsel og udtage en ny gruppe.
 
"Der er ingen tvivl om, at vi vil bruge strejkevåbnet. I værste fald skal vi ud at varsle strejke med de, som CSC har lockoutet, sådan at vi har en strejke. Det er jo en af forudsætningerne for at sympatikonflikter og andet kan iværksættes," siger John Jørgensen.
 
Han forklarer, at dette i praksis vil betyde, at de lockoutede ikke kan kaldes tilbage i arbejde af CSC.
 
CSC oplyser, at man ikke umiddelbart har nogen kommentar til mødet i arbejdsretten, som man afventer udfaldet af.   

Læs også:
Tillidsfolk forpurrer CSC's strejke-forberedelse

Danmarks største fagforbund mobiliseres i CSC-strid

CSC-boss afblæser it-kaos: Vi har beredskabet klar




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere