Artikel top billede

Test: Verdens kraftigste grafikkort rykker for vildt

AMD's nye grafikkort koster godt 5.000 kroner og lover at skubbe flere pixel, end din pc-skærm kan følge med til. Men har du brug for de toptunede hestekræfter, og hvor meget får du for tusindkronesedlerne? Vi har testet løs.

1. Test: Verdens kraftigste grafikkort rykker for vildt

Kraftige grafikkort som Nvidias Geforce GXT 580 og AMD's 6950- og 6970-modeller kører selv meget krævende computerspil flydende og i flot visuel stil.

Derfor kan det være svært for mange at forstå, at der alligevel er behov for at tanke flere hestekræfter på grafikkort.

Ikke desto mindre findes der it-entusiaster, der spiller med kvalitetsindstillinger hævet op på et niveau, der med en snert af god vilje får et almindeligt 3D-spil til at ligne en prægtig animationsfilm fra Pixar til forveksling.

Det er også denne type brugere, der har for vane at købe 30 tommer fladskærme med skyhøj opløsning. Eller spille på tværs af tre skærme på samme tid - med eller uden 3D-effekt.

Entusiastens isenkram

Når vi bevæger os op i ekstremklassen, er tilsvarende voldsomt isenkram påkrævet.

Det ellers højtydende enkeltkerne-grafikkort hoster måske en hårbold eller to op, når du trykker på speederen, så for de mest velbjergede brugere kan det give mening at lænse bankkontoen og vælge markedets absolut kraftigste løsning.

Og det er netop, hvad vi har haft mulighed for at spænde op på testbænken gennem den seneste uges tid. 

I denne test afslører vi nemlig, hvor meget AMD's dobbeltkernekort til godt 5.000 dask, Radeon HD 6990, kan udrette i 3D-manegen.

2. Voldsomme specifikationer

Vi hørte første gang om AMD's Radeon HD 6990, da den texanske chipproducent lancerede sine prisstærke HD 6850- og 6870-kort.
 
Indledningsvist lød udsigterne, at vi ville kunne pløje kortet gennem vores test-programmer allerede i fjerde kvartal sidste år, men forsinkelser har gjort, at vi først måneder senere kan teste det, der nødvendigvis må betegnes som verdens kraftigste grafikkort netop nu.

HD 6990, måske bedre kendt under kodenavnet 'Antilles', er efterfølgeren til det voldsomme HD 5970-grafikkort, der indtil lanceringen af HD 6990 har siddet på grafikkortmarkedets prestigefyldte trone - tæt forfulgt af Geforce GTX 580.

Det kan undre, at AMD har knoklet som en dreven arbejdshest for at blive klar med HD 6990, når producenten allerede har førertrøjen på, men svaret skal findes i, at Nvidia ventes at annoncere et nyt, kraftigt grafik-udspil baseret på to grafikprocessorer inden længe.

Med en længde på hele 31 centimeter har HD 6990 fysiske dimensioner, der minder næsten til forveksling om HD 5970. Det er altså langt fra alle kabinetter, der levner den fornødne plads til det forvoksede grafikkort, så tænk dig om, inden du kværker sparegrisen.

Supercomputer i forklædning

Under den tilsvarende velvokse køler har AMD monteret to bomstærke grafikprocessorer med en standardfrekvens på 830 megahertz. Det betyder, at den enkelte grafikprocessor ydelsesmæssigt befinder sig et sted mellem HD 6950 og 6970.

Med to grafikprocessorer på plads under kølerhjelmen er en tilpas stor mængde grafikhukommelse et krav, og her skuffer AMD ikke med hele fire gigabyte GDDR5-hukommelse på 1.250 megahertz (5.000 megahertz effektivt).

Samlet set har AMD med HD 6990 bedrevet et bæst, der i hvert fald teoretisk kan præstere en regnekraft på 5,1 teraflops - floating (point) operations per second. Læs mere på Wikipedia.

Sagt på almindeligt dansk er HD 6990 så tætpakket med muskler, at grafikkortet udgør en lille supercomputer i sig selv.

3. Larmende og grådigt

AMD har inkluderet en fiks lille turbo-knap på selve grafikkortet. Når du flytter kontakten, bliver standardfrekvensen for grafikprocessorerne øget med 50 megahertz, så slutresultatet lyder på 880 megahertz.

De mest drevne hardwarenørder får samtidig glæde af, at grafikprocessoren bliver fodret med ekstra strøm. Strømtilførslen bliver helt præcist øget fra 1,12 til 1,175 volt.

Strømtyv i overhalingsbanen

Hvis du spiller meget, skal du ikke overraskende regne med, at et Radeon HD 6990-kort vil sætte et mærkbart præg på din elregning. AMD opgiver selv et elforbrug for grafikkortet alene på op imod 375 watt - ved standardhastighed.

Hvis du trykker på turbo-knappen, så hastigheden bliver endnu vildere, kan kortet i teorien sluge omkring 450 watt. Hertil skal du naturligvis lægge strømforbruget for resten af pc'en.

Det høje strømforbrug betyder, at en velvoksen strømforsyning af høj kvalitet er anbefalet. Den skal have minimum to 8-pins PCI Express-strømstik og en effekt på omkring 750 watt, hvis du vil gøre dig håb om at trække AMD's grafik-bæst uden problemer.

Ikke støjsvagt

Når du ikke spiller, er grafikkortet næsten helt lydløst. Så langt, så godt. Men når du fyrer op for et krævende 3D-spil i høj opløsning, skal du regne med, at den enlige blæser på HD 6990 lukker decibel ud i stor stil.

Støjen er ikke på niveau med det gruopvækkende GeForce 5800 Ultra, der larmede som en hårtørrer, men det er nærmest uhyggeligt tæt på grænsen for, hvad vores ører vil affinde sig med.

I almindelige computerspil kunne vi typisk konstatere en maksimal driftstemperatur på omkring 85 grader, mens programmet Furmark præsterede at smække temperaturen op på over 90 grader.

Med to grafikprocessorer om bord kan det næsten ikke overraske, at varmeudviklingen ligger i den høje ende. Husk derfor godt med ventilatorer i dit kabinet, hvis du overvejer det kraftige 6990-kort.

4. Sådan har vi testet

For at se, hvor hurtigt de enkelte grafikkort kan sparke pixel op på vores skærm, har vi skruet følgende AMD-testmaskine sammen:

Processor: AMD Phenom II X6 1075T @ 3 GHz

Bundkort: Asus Crosshair IV Formula

Hukommelse: 4 GB Kingston HyperX 1.600 MHz @ 1.333 MHz

Lager: Sandisk SSD G3 120GB

Strømforsyning: OCZ Z1000 1000 watt

Skærm: LG E2750V 27 tommer (1.920 x 1.080)

Operativsystem: Windows 7 Ultimate 64-bit

Testen er udført på en dugfrisk Windows-installation med alle tilgængelige softwareopdateringer. Til Geforce-kortene har vi benyttet Nvidias 266.58-driver, mens vi til AMD's Radeon HD 6970-kort har smækket Catalyst 11.2 på SSD-drevet. Vi benyttede en beta-driver fra AMD til HD 6990.

Vi har testet med Futuremark 3DMark 11, Aliens vs. Predator, Colin McRae Dirt 2, Mafia II og Metro 2033.

Flere fps rykker

Vi måler det gennemsnitlige antal billeder per sekund (fps; frames per second), det enkelte grafikkort præsterer. Normalt skal grafikkortet levere mindst 30 fps, hvis spiloplevelsen skal være flydende.

Generelt er der dog bred enighed om, at jo flere fps, jo bedre. Mens 30 fps er det absolutte minimum, er spiloplevelsen væsentligt mere tilfredsstillende, hvis grafikkortet eksempelvis kan levere 60 fps, som vi til enhver tid vil foretrække.

5. Resultater med HD 6990

6. Så meget betaler du for ydelsen

Inden for harddiske og processorer er det normalt at foretage købsbeslutningen ud fra, hvor mange penge du skal smide per gigabyte eller gigahertz.

Vi satte os for at regne ud, hvad testens grafikkort gennemsnitligt koster per fps. Med dette værktøj i hånden kan du nemmere danne dig et billede af, om det enkelte kort er prisskiltet værd.

Vi har også opsummeret den gennemsnitlige ydelse for de enkelte testkandidater.

7. Konklusion: Ekstrem ydelse til de største entusiaster

Radeon HD 6990 er ubetinget det kraftigste grafikkort på markedet lige nu og kan prale med titlen, indtil Nvidia er klar med GTX 590, der har potentiale til at gå i kødet på AMD's nye sværvægter.

Skal du så drøne ud til din nærmeste elektronik-pusher og smide fem kilo på skranken?

Medmindre du har et næsten absurd behov for at have den hurtigste hardware blandt kammeraterne, vil vores svar i langt de fleste tilfælde være et klokkeklart nej.

HD 6990 kan ikke retfærdiggøres økonomisk - i hvert fald slet ikke, hvis du benytter en såkaldt Full HD-skærmopløsning på 1.920 x 1.200/1.080 pixel.

Ydelsesforbedringen sammenlignet med et almindeligt HD 6970 er ikke tilpas stor til at retfærdiggøre meromkostningen, og selv om AMD knokler for at forbedre understøttelsen af flere grafikprocessorer i aktuelle og kommende spil, kommer vi ikke uden om, at et kort med en enkelt grafikprocessor såsom HD 6970 eller GTX 580 ofte er et mere sikkert valg med færre driverproblemer.

Netop driverne er afgørende for, om de to grafikprocessorer på HD 6970 virkelig får albuerum, og vores test-spil viser, at billedet overordnet er positivt, men også lidt broget.

HD 6990 har en stor fordel i visse titler, mens grafikkortet i andre spil døjer med en ydelse, der kun er marginalt bedre end et HD 6970.

Vi oplevede underligt hakkende spilafvikling i Mafia II ved enkelte lejligheder - det er måske også afgørende for, at HD 6990 ikke rigtigt trækker fra feltet i dette spil. Vi håber, problemet bliver mindre udtalt i fremtiden.

Unødvendigt for mange

Hvis du skal overveje HD 6990, skal du enten spille på en 30 tommer monitor med en sindsoprivende opløsning på 2.560 x 1.600 - eller slet og ret investere i flere monitorer til en Eyefinity-opsætning, da HD 6990 så må ventes at udnytte hestekræfterne bedre.

Hvis du køber et HD 6990, skal du i mange tilfælde også huske, at en kraftig strømforsyning af høj kvalitet er nødvendig. Du kan altså godt afsætte yderligere mellem 800 og 1.000 kroner til hardware-budgettet, for 6990 kræver nærmest absurd meget strøm.

Så mens Radeon HD 6990 byder på hestekræfter i spandevis, ville vi ønske, det var ensbetydende med mere støjsvag køling kombineret med et lavere strømforbrug.

Vi disker derfor op med karakteren fire ud af seks.

Læs også:

Lækket: Her er AMD's nye topgrafikkort
Download: Test om din pc er klar til hæsblæsende 3D-grafik

8. Galleri: HD 6990 under motorhjelmen

9. Galleri: Se de færdige retail-kort




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere