Test: Gør din pc cool med vandkøling

Vandkøling behøver ikke være en neglebidende affære med frygt for kortsluttede komponenter. Vi har testet en komplet løsning fra CoolIT, som viser, at vandkøling langt fra kun er til entusiaster. Se om det er værd at prøve.

Test: Gør din pc cool med vandkøling

Det er almen viden i it-kredse, at computerens hardware helst skal holde en fornuftig temperatur, når du fremtryller megapixel-tunge billeder i Photoshop, redigerer videoklip eller nedkæmper bastioner af modstandere i dit yndlingsspil.

Køber du en processor fra AMD eller Intel, er det normalt standardkøleren, der følger med. Den udmærker sig ved at være støjsvag og nem at montere, men temperaturen imponerer ikke - især ikke hvis dit valg er faldet på en potent Core i7-processor.

Det har givet anledning til mere velvoksne køleløsninger, hvor især store luftkølere med adskillige varmeledere har vippet standardkøleren af pinden og erobret en plads i mangt et computerkabinet.

Vandkøling er et alternativ, hvis primære fortrin er, at vand bortleder varme bedre end luft. Men vandkøling er hos mange en ildeset løsning - både fordi den kan være en dyr affære, men også fordi lige dele mekanisk indsigt og en sikker hånd traditionelt har været påkrævet.

Installationstid varierer

Med Domino A.L.C. har amerikanske CoolIT sat sig for at gøre vandkøling både lettilgængeligt og relativt billigt. Resultatet er et lukket system, hvor der hverken skal tænkes over påfyldning af destilleret vand, kølevæske eller afkortning af slanger.

Løsningen består af en 120 millimeter blæser, radiator, pumpe, køleblok, slanger og et såkaldt reservoir - naturligvis samlet i én enhed.

CoolIT har desuden implementeret en lille LCD-skærm, som viser temperatur og blæserhastighed.

Det eneste negative, vi kan påtale ved installationen, er, at bundkortet skal fjernes, fordi det er nødvendigt at smække et monteringsbeslag under processorsoklen. Køleblokkens beslag er som udgangspunkt konfigureret til Intels LGA 1366-sokkel, så hvis du bruger en anden sokkeltype, skal du forberede dig på lidt jonglering med skruetrækkeren.

Vores eksemplar af vandkøleren er som udgangspunkt kompatibel med LGA 775, LGA 1366 såvel som AMD's AM2/AM2+/AM3, så hvis du er indehaver af et bundkort med Intels nye LGA 1156-sokkel, skal du kontakte producenten for at modtage et kompatibelt beslag. Kvit og frit, naturligvis.

Ingen grund til at skrotte luftkøleren

Blæserhastigheden reguleres i tre trin, og hvor den første bestemt må siges at være støjsvag, er det midterste niveau hørbart, og det højeste niveau decideret støjende.

For at danne os et kvikt indtryk af kølerens præstation smækkede vi den på vores lynhurtige Intel Core i7-975 XE-processor, der er monteret på et Gigabyte X58A-UD7-bundkort med LGA 1366-sokkel.

Sammenlignet med vores bedste luftkølere - Thermalright Ultra 120 eXtreme og Noctua NH-U12P - var der reelt ikke nogen større temperaturmæssig forskel at spore.

Med Domino A.L.C.-køleren - og fuld belastning på alle fire kerner ved standardfrekvensens 3,33 gigahertz - placerede processoren sig lige omkring de 57 grader. Omvendt klarede vores Noctua-luftkøler sig gennem skærene med maksimalt 62 grader.

Vi var nødt til at indstille vandkøleren til det mellemste driftsniveau, før den kunne følge med vores efterfølgende overclock fra 3,3 til 3,6 gigahertz, og her blev det tydeligt, at luftkøleren var en anelse mere støjsvag, mens ydelsen mellem luft- og vandkøler ikke varierede særligt meget.

Ved processorens standardfrekvens er den laveste rotationshastighed for blæseren dog helt igennem acceptabel, og ved denne indstilling kan vandkøleren være et fint valg. Havde prisen dog bare været nogle hundredekronesedler lavere…

Rammer forbi målet

Det største problem for CoolIT's lettilgængelige vandkøler er nemlig, at førnævnte effektive luftkølere koster noget mindre.

Dagens prissammenligning viser eksempelvis, at hvor du må betale knapt 700 kroner for vandkøleren, kan én af luftkølerne erhverves for omkring 500 kroner.

Domino A.L.C. bliver derfor aldrig rigtigt interessant, selvom køleren kan være en spændende løsning for dem, der absolut må have vandkølet computeren.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere