Piraternes fjende nummer ét i forbindelse med blandt andet den omdiskuterede Pirate Bay-sag, Peter Schønning, har i al stilhed vendt Antipiratgruppen (APG) og IFPI ryggen.
Top-advokaten forlod således efter eget udsagn IFPI og advokatgiganten Johann Schlüter for et halvt års tid siden for at blive selvstændig.
"Jeg har startet mit eget advokatfirma i kontorfællesskab med et firma der hedder Nyborg og Rørdam," siger den afgåede leder af Antipiratgruppen og advokat for IFPI.
Profiler forlader AGP
Peter Schønning er ikke den første profil fra APG, der har forladt organisationen i kølvandet på balladen om det omdiskuterede svenske fildelingssite.
Således forlod også den mangeårige talsmand for piratjægerne, Jesper Bay, organisationen i januar 2010.
Peter Schønning fortæller, at bruddet med IFPI og APG er foregået helt uden dramatik og uden at nogen blev uvenner.
Den tidligere IFPI-boss, der i forbindelse med sit job hos Kulturministeriet var med til at implementere det såkaldte Infosoc-direktiv i den danske ophavsretslov, gjorde efter ansættelsen hos Johann Schlüter kometkarriere og blev således hurtigt partner.
"Det er en naturlig udvikling. Så nu prøver jeg at se hvad det vil sige at være selvstændig advokat," siger Peter Schønning.
Arbejder videre med ophavsret
Pirater skal dog ikke nødvendigvis glæde sig for længe over Peter Schønnings farvel til AGP. Han vil nemlig i høj grad stadig arbejde med rettighedshavere som klienter, eksempelvis organisationer indenfor emnerne immaterialret, ophavsret og ip-ret.
Han ønsker ikke at kommentere, hvem klienterne er. Men han fortæller, at alle producentorganisationer, herunder IFPI, stadig er hos Johan Schlüter.
Samtidig ser han ikke sit selvstændige advokatfirma som en konkurrent til Johann Schlüter.
Peter Schønning førte selv sagen om teleselskabernes blokering af fildelingssiden The Pirate Bay for IFPI ved Landsretten, mens det var Johann Schlüter der førte sagen for Højesteret, hvor Telenor, der i mellemtiden havde opkøbt Tele2, endeligt tabte til IFPI.