Computerworld News Service: Inklusionen af digitalt indhold og services i det nye forbrugerrettighedsdirektiv kan have en skadelig effekt på online-forbrugerne, mener organisationen Business Software Alliance.
BSA repræsenterer softwaregiganter som Microsoft, SAP, IBM, Dell og HP og kritiserer det kontroversielle direktiv, der har det formål at revidere beskyttelsen af europæiske forbrugere i forbindelse med nationale og internationale kontrakter.
Hidtil har direktivets foreslåede tekst mødt kritik fra forbrugerorganisationer for ikke at tage tilstrækkelig hensyn til forbrugernes rettigheder ved online-køb af digitale produkter såsom musik, video, bøger og software.
BSA argumenterer dog for, at forbrugerrettighedsdirektivet slet ikke er det rette middel til forbedring af forbrugerbeskyttelsen ved køb af digitale produkter.
Softwarekøb er et problem
Kunderne kan ende med at være nødt til at forsøge at løse problemer med fejlslagne download af købte produkter med deres internetudbydere frem for med forhandleren, hævder BSA.
Organisationen fremhæver også risikoen for, at sælgerne holder op med at tilbyde sikkerhedsrettelser og opdateringer, fordi de under det nye direktiv kun er ansvarlig for fejl på købstidspunktet.
Europa-Kommissionen og EU's medlemslande nåede i sidste måned til enighed om et udkast til direktivet. Europa-Parlamentet skal dog godkende teksten, før den kan implementeres som lov.
Også brancheorganisationerne DigitalEurope og European Digital Media Association har givet udtryk for bekymring og arbejder på i samarbejde med BSA at skrive et brev til medlemmerne af Europa-Parlamentet med opfordring om at stemme imod inklusionen af digitale produkter i forordningerne om varesalg i det foreslåede direktiv.
Den nuværende tekst er indtil videre kun blevet godkendt på udvalgsniveau.
Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse godkendte med et snævert flertal den reviderede tekst 1. februar.
Medlemmerne blev dog enige om, at der er behov for yderligere diskussion for at "fremtidssikre" direktivet.
Standardformular
Med de nuværende regler har forbrugerne 14 dages fortrydelsesret, hvor de kan trække sig fra en indgået kontrakt.
Det reviderede direktiv foreslår en standardformular til sådanne annulleringer for at gøre det lettere for forbrugerne at gennemskue processen.
Det foreslår også et forbud mod, at der i forvejen er krydset af i afkrydsningsfelter, hvor det handler om betalinger, såsom hvor man siger ja til ekspreslevering ved fjernsalg eller til rejseforsikringer og prioritets-boarding og -bagage ved bestilling af flyrejser.
Forbrugerne vil desuden få ret til at få refunderet ekstrabetalinger, som de ikke aktivt har indvilget i.
"Digitalt indhold overført til forbrugeren i digitalt format, hvor forbrugeren opnår anvendelsesmulighed på permanent grundlag eller på en måde svarende til fysisk besiddelse af en vare, bør behandles som varer af de forordninger i dette direktiv, der gælder for salgskontrakter. Ret til annullering bør dog kun gælde indtil det øjeblik, forbrugeren begynder at downloade det digitale indhold," står der i det aktuelle udkast.
Parlamentet vil stemme om teksten 24. marts, mens det ser allerede ud til, at visse politiske grupperinger sandsynligvis vil afvise den.
Oversat af Thomas Bøndergaard