Det lyder på papiret som en rigtig sjov idé. En helikopter der via wi-fi kan bruges til såkaldt augmented reality-gaming, hvor billederne ude fra haven, som helikopterens kamera sender til din iPhone, tillægges digitale effekter.
Men fungerer det også i virkeligheden?
Firmaet Parrot, der står bag AR.Dronen, inviterede til en prøvekørsel af den såkaldte quadricopter, og vores første indtryk er positivt.
Lige-ud-af-landevejen-styring
Styringen er ganske ligetil. Vi afprøvede dronen med en iPhone, men den fungerer også med iPod Touch og iPad.
Ved hjælp af den gratis applikation AR.FreeFlight styres quadricopteren med kontrolknapper på touch-screenen og iPhonens 'tilt'-funktion (accelerometer).
Med én knap kan du justere højden og dreje rundt. Holder du en anden knap nede, samtidig med at du bevæger din iPhone, kan du navigere dronen rundt, alt efter hvordan du vipper iPhonen.
Som med så meget andet skal man lige vænne sig til det, men det virker ikke som en teknik, der tager lang tid at tilegne sig. Det skyldes især de mange auto-funktioner på dronen og det faktum, at den har hele fire propeller til at stabilisere sig.
Da testlokalet var småt og fyldt med mennesker, havde undertegnede mest travlt med at se på selve dronen under flyvning. Et hurtigt blik på iPhone-skærmen afslørede dog en ganske acceptabel billedtransmission, som fulgte fint med, selv når dronen drejede hurtigt om sig selv.
Der var desværre ikke mulighed for at prøve augmented reality-funktionen i spillet AR.Pursuit til arrangementet, men vi vender tilbage med en decideret test af AR. Dronen senere.
Android-besvær
Dronen er udstyret med en ARM-CPU og indbygget Linux-platform. Den kommunikerer med din iPhone via et wi-fi netværk, som den selv skaber uden router eller internetforbindelse.
Rækkevidden er op til 50 meter, og hastigheden er op til 18 kilometer i timen.
Batteritiden er omkring 12 minutter, når automatisk højde- og fartregulering er aktiveret. Er de deaktiveret, fordi man gamer intensivt og flyver hurtigt, vil batteritiden være lidt lavere.
12 minutter er ikke voldsomt imponerende, og har man ingen ekstra batterier på lager, må man vente halvanden time på opladning. Batterier kan købes ved siden af, men til den nette pris af 250 kroner.
Dronen er lavet af yderst lette materialer og vejer nærmest ingenting. Selve skroget virker dog robust nok, men vinger og propelmotorer ser noget mere skrøbelige ud.
De kan blive beskadiget ved hårde, uheldige landinger, men det meste af dronen er heldigvis udskifteligt. Det kan til gengæld blive dyrt i længden, så de nemme styreegenskaber er et stort plus.
Til at begynde med er dronen kun designet til at kunne kontrolles med Apple-enheder. Hvis du vil bruge en Android-enhed for eksempel, kræver det først og fremmest, at den understøtter muligheden for at oprette en ad hoc wi-fi-forbindelse.
Derudover skal der være software tilgængelig. Der arbejdes i øjeblikket på en Android-applikation, og med Software Development Kit er det muligt for alle at udvikle spil til AR. Dronen, der er baseret på en åben udviklingsplatform.
Det skulle desuden være muligt at styre dronen via en Linux-pc med joystick.
Ifølge firmaet vil dronen være tilgængelig på andre platforme i løbet af de næste måneder.