Det er ikke ligegyldigt, om du vælger en mobil, der kører Android, iOS, Windows Phone 7 eller Symbian 3.0. Se forskelle og ligheder mellem de fire mobile styresystemer.
De er farverige, men også meget forskellige, de fire mobile styresystemer, der kæmper om at få en plads i din lomme. Klik for større foto.
1. Her er den store forskel på mobile styresystemer
Fire mobile styresystemer kæmper i øjeblikket om at blive konge af smartphone-verdenen og få en fast plads i din bukselomme.
De har alle adgang til et marked, hvor der kan handles apps, men de har vidt forskellige brugergrænseflader.
Men hvor stor forskel er der egentlig på Googles Android, Apples iOS, Microsofts Windows Phone 7 og Nokias Symbian 3.0?
På de næste sider tager vi dig på en guidet tur gennem nogle af de vigtigste funktioner i de forskellige mobile styresystemer, og vi bruger en iPhone 4, Samsung Omnia 7, HTC Desire og Nokia N8 som eksempler.
Vi kårer ingen vinder, men det er ingen hemmelighed, at Android og iOS er de to mest fremadstormende mobile styresystemer, mens Microsoft med Windows Phone 7 forsøger at indhente de to konkurrenter.
Symbian 3.0, som Nokia benytter, kan være på vej mod sidste salgsdato, efter de finske mobilsnedkere har indgået aftale med netop Microsoft om at smide Windows Phone 7 i deres avancerede telefoner. I øjeblikket er Symbian dog fortsat et alternativ til Android, Apple og Windows Phone 7.
2. Sådan ser kommandocentralen ud
Hjemmeskærmen er mobiltelefonens kommandocentral og stedet, hvor du oftest kigger forbi. Der er dog stor forskel på, hvordan Apple, Google, Microsoft og Nokia har skruet hjemmeskærmene sammen i deres respektive mobile styresystemer.
iPhone - iOS
Der er ikke sket meget med hjemmeskærmen på iPhone gennem de seneste generationer. De vigtige apps er placeret på forsiden og dermed lettilgængelige. Det er ikke muligt at have dynamisk indhold på hjemmeskærmen, der eksempelvis trækker indhold fra Facebook.
HTC Desire - Android
Android er open source, og hjemmeskærmen bliver af de fleste mobilproducenter krydret en smule, inden nye telefoner ryger ud i butikkerne. Eksempelvis har taiwanske HTC smidt sin HTC Sense-skal ned over sine mobiler for at skille dem lidt ud fra andre Android-mobiler. Med Android er det muligt at skabe dynamiske forsider som her, hvor vejrudsigten opdateres løbende.
Samsung Omnia 7 - Windows Phone 7
Microsoft har valgt at arbejde med blå kasser eller vinduer om man vil på hjemmeskærmen for Windows Phone 7. Det er muligt at flytte rundt på kasserne og sammensætte sin egen personlige opstilling. Der er ikke dynamisk indhold på hjemmeskærmen.
Nokia N8 Symbian 3.0
Symbian byder lige som Android på muligheden for at få præsenteret dynamisk indhold på hjemmeskærmen. Det er også muligt at flytte rundt på elementerne.
3. Når du skal have apps
Du kan downloade apps til alle de fire mobile styresystemer; Android, iOS, Windows Phone 7 og Symbian 3.0. De har alle gratis- og betalingsversioner, men der er forskel på udvalget og ikke mindst, hvordan du får adgang til programmerne.
App Store
Apple var med iPhone med til at kickstarte ideen om apps på mobilen. Hos æbledrengene skal du lægge vejen forbi Apps Store, hvor det er muligt at downloade små programmer til næsten alle tænkelige formål. Der er over 350.000 apps i Apps Store, og der er noget til ethvert formål. Derfor er det ikke så mærkeligt, at udtrykket Theres an app for that er blevet så populært, at Apple har sat sig på rettighederne til at bruge sætningen i kommercielle sammenhænge.
Android Marked
Googles bud på en online butik er Android Marked, hvor der kan downloades apps. Der er direkte adgang fra mobilen, og som en lille bonus kan du fjerninstallere programmer fra din pc, selv om mobilen ligger gemt i lommen. Android Marked er den største konkurrent til Apps Store, og Googles onlinebutik har 200.000 tilgængelige apps.
Windows Phone Marketplace
Microsoft halter bagefter Android og iOS, når det gælder apps. Microsoft mobile styresystem blev
først lanceret i efteråret 2010, og derfor er der ikke meget at vælge imellem i øjeblikket i forhold til konkurrenterne. Softwaregiganten har et begrænset udbud på under 10.000 programmer, og der er modsat Android og iOS ikke mange apps, der er målrettet danske mobilbrugere.
Ovi Marked
Nokias bud på en app-butik er Ovi Marked, og det kræver tålmodighed at få adgang til den. Modsat de andre mobile styresystemer skal du downloade og installere software på din mobil, før du får adgang til de små programmer, og du skal også oprette en brugerprofil. Dermed er vejen noget kluntet og besværlig i forhold til konkurrenterne. Udvalget kan ikke matche hverken App Store eller Android Marked, og spørgsmålet er, om Ovi Marked vil overleve i sin nuværende form. Nokia har indgået en aftale om at storsatse på Windows Phone 7 som styresystem til sine avancerede mobiler, og da de dermed får adgang til Windows Phone Marketplace, er det svært at se, hvilken rolle Ovi Store så skal spille. Der er omkring 25.000 apps i Ovi Marked.
4. Masser af multitasking
For et år siden var der stor debat om mobilernes evne til at multitaske, altså have flere programmer kørende samtidig. Især frontløberen Apple var tilbageholdende med at tilbyde denne mulighed til iOS-brugere, men har nu tilføjet multitasking.
Apple iOS
iPhone lærte først i sen alder at multitaske, og det var en af de absolut mest ønskede funktioner ved Apple mobile styresystem blandt æble-entusiaster. Nogle brugere har dog siden klaget over, at det suger mere kraft ud af batteriet, når der multitaskes på iPhone. Det er svært at gøre alle glade.
Google Android
Android er også i stand til at multitaske, men det går også hårdt ud over batteriet på mange Google-mobiler. Derfor har de hver dag godt af en god nats søvn i nærheden af en stikkontakt.
Windows Phone 7
Microsoft har endnu ikke gjort Windows Phone 7 i stand til at multitaske. Det skulle dog være på vej, så lige nu er fordelen naturligvis, at batteriet på mobilen ikke belastes i samme grad, som når du multitasker med 14 åbne programmer som en poptøs på speed.
Symbian 3.0
Det er også muligt at multitaske på Nokias mobiler med Symbian 3.0, og du kan dermed have flere apps eller websider åbne samtidigt.
5. Browseren i brug
Alle moderne mobiler er født med en browser, selv om det er muligt at vælge at downloade en ny til flere modeller, eksempelvis browseren Opera Mini. Her ser vi dog på de browsere, som mobilerne er udstyret med fra fødslen.
Apple - Safari
IPhone er udstyret med Safari, der også kendes fra iPad og Macs. Det er blandt andet muligt at synkronisere bogmærker mellem mobilen og eksempelvis Safari på iPad, så du altid har adgang til dine favoritwebsider, uanset hvilken enheder du anvender.
Android
Den browser, der følger med Android, har ikke fået mange rosende ord med på vejen, og der findes en hel del alternativer, som kan downloades fra Android Marked, eksempelvis SkyFire og Opera Mini. Med de seneste opdateringer af Android har Google dog forsøgt at sætte lidt mere spræl i browseren. I de kommende versioner af Android vil browseren også få flere funktioner fra browseren Google Chrome, som den også vil begynde at ligne.
Windows Phone 7 Internet Explorer
Microsofts mobile styresystem er udstyret med en mobilversion af Internet Explorer, selv om den som vores nylige test viste virker meget amputeret og ikke er værdig til det navn. Der arbejdes da også på en ny browser i Windows Phone 7, og den kommer formentlig senere på året og får titlen Internet Explorer 9.
Symbian 3.0
Browseren i Symbian har heller ikke fået store klapsalver, og især tekst virker noget gnidret, mens hastigheden bestemt heller ikke er i top. Der skulle være en opdatering på vej til Symbian 3.0.
6. Sms og samtale-bobler
Det er forskel på, hvordan de forskellige mobile styresystemer håndterer sms-beskeder rent grafisk. Der er dog en generel tendens mod, at sms-beskeder samles som en samtale-tråd, der er lige til at scrolle igennem.
Apple iOS:
På iPhone ser sms-beskeder ud på denne måde. Det er små samtale-bobler, der er samlet som en lang tråd.
Android
Da forskellige mobilproducenter har mulighed for at tilpasse Android, inden nye telefoner skydes ud, kan sms-beskeder grafisk se forskellige ud fra model til model. Her er det en HTC Desire, der ligesom iPhone gør brug af samtale-tråde.
Windows Phone 7
Microsoft er også til samtaletråde, når der udveksles sms-beskeder. De er holdt i et blåt design, der gennemsyrer flere menuer i styresystemet.
Symbian 3.0
På Nokia N8 er der gjort brug af talebobler i samme stil som iPhone, men det er holdt i meget simpelt, nærmest anonymt design.
7. Opkald på mobilen
I mange mobilanmeldelser skrives der ikke længere særligt meget om, hvordan telefonen fungerer til opkald. Det er efterhånden sådan, at det bare fungerer - hvis vi lige ser bort fra Apples antenne-skandale på iPhone 4. Selv om mobilerne i dag bruges til at tage billeder, surfe på nettet og høre musik, så er opkald fortsat en vigtig del af den daglige brug. Men der er forskel på, hvordan det ser ud, når der skal ringes op fra en mobil med iOS, Android, Windows Phone 7 og Symbian 3.0.
Apple iOS:
På iPhone er der store knapper og stor grøn tast, hvor der står ring. Det burde være muligt at finde ud af for selv it-forskrækkede mennesker.
Android
Ligesom med sms-beskeder kan mobilproducenter, der kaster sig over Android, beslutte at modificere opkaldsknapperne. Sådan ser det ud på HTC Desire, hvor tidligere opkald er synlige. Dermed er det muligt hurtigt at ringe op igen ved at klikke på dem.
Windows Phone 7
Microsoft har valgt et meget stilrent udseende til opkald via Windows Phone 7, og der er store knapper. Da styresystemet ikke taler dansk endnu, må man affinde sig med tasten Call, når der skal ringes op. En dansk version af Windows Phone 7 skulle være klar til efteråret.
Symbian 3.0
På Nokia N8 er der også store taster og en massiv grøn tast med illustrationen af et telefonrør, der løftes. Ligesom med iPhone er det ganske pædagogisk udført.
8. Forskel på tastaturer
Alle fire styresystemer er målrettet mobiler med berøringsfølsomme skærme. Det fysiske tastatur er efterhånden ved at være et sjældent syn på nye supermobiler, og derfor er det virtuelle keyboard på telefonen i stigende grad vigtigt. Men også her er der forskel at spotte mellem Apple, Google, Microsoft og Nokia:
Apple iOS:
På iPhone 4 ser tastaturet sådan her ud. Der er reserveret plads til æ, ø og å.
Apple iOS.
Android
Modsat iPhone er Android ikke nødvendigvis udstyret med æ, ø og å på tastaturet. Det er dog muligt at finde frem til bogstaverne alligevel, og det er også muligt at downloade appen Scandinavian Keyboard, der tilføjer æ, ø og å til tastaturet.
Android
Windows Phone 7
Da Windows Phone 7 ikke taler dansk endnu, er æ, ø og å ikke med på tastaturet. Det er dog muligt at få adgang til bogstaverne alligevel. Du skal eksempelvis holde o nede for at få adgang til ø.
Windows Phone 7.
Symbian 3.0
Nokia har lært Symbian at tale dansk. Derfor er der adgang til tastatur med æ, ø og å. Som default vælger Nokia ikke at bruge et qwerty-layout til sin telefon N8, men derimod en gammeldags T9-opsætning. Qwerty-tastaturet kommer dog frem, hvis du vender mobilen horisontalt.
Symbian 3.0